Er Ålbæk under afvikling i Frederikshavn Kommune?
Thomas Strauss Jensen har skrevet dette indlæg: Igen i år er emnet om at lukke plejehjemmet Levebo i Ålbæk kommet op, og jeg undrer mig, om det blot er næste skridt i afviklingen af Ålbæk by? Det første skridt var, at Ålbæk Hjemme- og Sygepleje blev underlagt Strandby Hjemme- og Sygepleje, hvor flere arbejdspladser forsvandt i byen.
Politikerne fortæller at plejehjemmet Levebo bør lukkes som en del af en større spareplan, men det strider imod det, som bliver fortalt på et møde i Social- og Sundhedsudvalget 2. juni 2025. Her bliver der under punkt 6 orienteret om, at Frederikshavn Kommune i 2045 vil forvente et behov for 185-200 plejeboliger. Hvorfor så lukke et lokalt, velfungerende plejehjem? Ved at lukke plejehjemmet vil vores ældre borgere skulle flytte til en anden by - en by uden nære relationer og trygge rammer.
Når man hører det sidste byrådsmøde, hvor borgmesteren under punkt 2 fortæller, at der forventes et samlet mindreforbrug på 16,3 mio. kr. i driftsudgifter, hvis vi trækker de udvalg, hvor der forventes et merforbrug, vil der fortsat være 5 mio. kr. tilbage. Derudover forventes et mindreforbrug på 18,8 mio. kr. i anlægsudgifter. Jeg undrer mig derfor over forslaget om at lukke Levebo frem for at udvikle det i stedet for og tænke langsigtet frem for her og nu.
Generelt er Ålbæk by under et pres. En PWC-rapport udgiver, at nogle af de mindre skoler i Frederikshavn Kommune kan lukkes, og hertil har flere politikere udtalt, at de ikke kan garantere ikke at skulle lukke nogle skoler i den kommende byrådsperiode. Men hvilke, og hvorfor bliver det fra politisk side ikke klargjort, hvilke skoler der ligger i farezonen?
Derudover har vi, hvad der inden for det politiske, går under, Ålbæk-sagen. Denne sag er kommet i forbindelse med den nye haltilskudsmodel, hvor tilskuddet pludseligt blev reduceret med 500.000 kr. uden nogen form for tilpasningsmuligheder. Samtidig med dette står hallen i Ålbæk over for en byggegæld med et årligt afdrag på 200.000 kr. samt en restgæld. En gæld, der skulle være blevet indfriet af kommunen eller tillægges driftstilskuddet. Vi har nu ventet på en løsning fra kommunen i snart tre år.




































