SEIF-anfører om aftenens lokalopgør mod FfI: Vi glæder os helt vildt
I aften er der garanti for underholdning, nerve, spænding, intensitet og masser af tilskuere, når SEIF møder FfI i serie 2-opgøret på Skeltvedvej klokken 18:30. SEIF-anfører Jeppe Birklykke har en fortid i FfI, og han har følelser i klemme, når han løber på banen til kampen mod sin tidligere klub, der ligger på nedrykningsplads til serie 3 efter fire spillerunder.
- Det er trist at se, lyder det fra SEIF-anføreren forud for kampen i aften, hvor SEIF kan spille sig fem point foran frederikshavnerne i tabellen.
Jeppe Birklykke har spillet masser af kampe for FfIs førstehold, da de lå længere oppe i rækkerne og drømte om at blive divisionsklub igen, men nu boltrer han sig i SEIF, hvor han de seneste sæsoner har været anfører.
- Vi glæder os helt vildt, og det har vi gjort, lige siden vi fandt ud af, at FfI var rykket ned i vores pulje. Det bliver en kamp, hvor vi går efter at få tre point først og fremmest. Det bliver en intens kamp, og der er ingen tvivl om, at der bliver gået til den. Der er bare noget med de kampe mod FfI. Det er jo storebror, selvom det ikke ser sådan ud lige nu på stillingen, lyder det fra Jeppe Birklykke.
SEIF fik en dårlig generalprøve frem mod lokalbraget i aften, da de tirsdag aften blev sendt hjem fra Hjørring med et 5-1 nederlag mod Skibsby-Højene. Det var en kamp, hvor SEIF aldrig fandt fodfæste, og i flere situationer blev overløbet, så hjemmeholdet kunne score nogle lette mål.
FfI kommer til kampen med blot to point for fire kampe, og det er kun lykkedes holdet at score et enkelt mål i sæsonen hidtil. Træner Jonas Seerup skal lede i værktøjskassen og håbe, at det er i aften, der går hul på ketchupflasken.
En lokal trio fra Vendsyssel Fodbolddommerklub skal lede opgøret, hvor Mark Molbjerg får ansvaret med fløjten, og til at hjælpe sig på linjen får han Daniel Sonnichsen og Kasper Lykke Larsen.
Kanal Frederikshavn er plads på Nordjyske Bank Arena i aften.




































