Gå til hoved-indhold
03. november 2025 - kl. 09.11

Drop alle planer om at lukke Ålbæk Plejeboliger

  • 1 af 1
Af  Peter E. Nielsen

Byrådsmedlem Peter E. Nielsen (A), formand for Plan- og Miljøudvalget og 1. viceborgmester, har skrevet dette indlæg: Det er med stor tilfredsstillelse, at min kamp mod at lukke Ålbæk Plejeboliger, Levebo, på Stationsvej, endelig ser ud til at bære frugt.

Jeg har noteret mig, at flere politikere nu også taler om at bevare dette meget velfungerende og trygge sted for ældre. Jeg har fået mange hug for at slås for Levebo, så dejligt, at flere politikere endelig kommer ind i kampen.

Jeg har læst, at Venstre vil foreslå at udskyde beslutningen om at lukke Leve Bo i et år. Det er slet ikke godt nok. Vi skal droppe alle planer om at lukke Levebo i Ålbæk, hvor samarbejdet med det lokale lægehus, hjemmeplejen, byens butikker og mange andre også har stor betydning for Ålbæk som et aktivt lokalsamfund, hvor det er attraktivt at bo og trygt at flytte til.

Vi skal som folkevalgte altid huske, at livet og velfærd er ikke bare regneark. Det skal vi som folkevalgte minde hinanden om, også når vi skal have de økonomiske rammer til at hænge sammen.

Jeg har kendskab til spareplaner for Ålbæk Plejeboliger, Levebo Aalbæk, som plejecenter og dermed lukning som et døgndækket plejetilbud. Det kan jeg ikke være med til.

Vi kan ikke tillade os sådan at flytte rundt på svage borgere som brikker i et puslespil. Det her handler om ældre menneskers trivsel og lokale arbejdspladser. Vi skylder de ældre medborgere respekt og anerkendelse for deres store bidrag gennem et langt og for mange meget arbejdsomt liv. Så skal de også behandles ordentligt i deres livs efterår.

Giv mig en stærk stemme til at arbejde for, at Levebo i Ålbæk ikke lukkes.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...