I dag udkommer tredje bog i NØJEREN-serien - vind alle tre bøger
"NØJEREN" er en af de mest læste ungdomsbøger i Danmark. I dag udkommer tredje bog i serien. Senere i artiklen kan du læse, hvordan du kan vinde hele NØJEREN-serien.
NØJEREN-bøgerne har taget Danmark med storm, siden de udkom i marts. Frederikshavneren Mikkel Egelund, kendt fra spøgelsesprogrammerne ER DER NOGEN?, har skabt universet sammen med den anerkendte børne- og ungdomsbogforfatter LG Jensen.
Bøgerne handler om, hvordan Mikkel Egelund som teenager tager på spøgelsesjagt med sine venner på forskellige danske historiske steder. Alle spøgelserne i bøgerne er virkelige spøgelser, som huserer på disse historiske lokationer.
- Dét er et vigtigt element i vores bøger, at spøgelserne er de rigtige fra disse steder. De hjælper os med at fortælle danmarkshistorien. Historie er nemlig ikke kedeligt, når den bliver gjort levende af de døde, udtaler Mikkel Egelund.
I september blev NØJEREN 1 udvalgt til verdensbog-ugen, hvilket betød, at hele 35.000 bøger blev uddelt gratis til børn i hele landet. Det er allerøverste hylde indenfor børne- og ungdomsbog-universet. Det betyder, at NØJEREN 1 er en af de mest læste børne og ungdomsbøger i 2025.
- Det er vi megastolte over, siger LG Jensen.
I dag udkommer bog nummer 3 i NØJEREN-serien. Den har titlen "I lyst og død" og foregår også nordenfjords, nemlig på Bratskov i Brovst. Her kommer de unge helte i bogen i kontakt med flere forskellige spøgelser. Heksen Rollemor, som blev henrettet for trolddom, Jomfru Katrine, som havde en ond skyggeside, og den dæmoniske rødøjede gamling.
- Disse spøgelser, som er berygtet for at spøge på Bratskov, har en fortælling med sig fra hver sin tid. Handlingen må i læse jer frem til, men vi lover, det bliver virkelig nøjeren, udtaler Mikkel Egelund og LG Jensen i kor!
De kan også fortælle, at serien ikke slutter her ved bog nummer tre. De er i gang med at skrive både en fjerde og femte bog, som udkommer næste år.
NØJEREN er blevet en spydspids i en genre, som bliver mere og mere populær. Gys og horror er en genre, som de unge (og voksne) ikke kan få nok af.
To ud af tre bøger i NØJEREN-serien foregår i Vendsyssel, og det er helt bevidst. Der er måske ikke så mange, der ved det, men Vendsyssel er et mekka for spøgelseshistorier. Vi bor i et område, som måske er den landsdel med allerflest spøgelseshistorier og hjemsøgte steder.
- Vi bor jo i det allermørkeste Jylland, og heroppe er historierne blevet overleveret i generationer og nægter at dø - på samme måde som spøgelserne selv. Det skal vi være stolte over, da landsdelen på den måde har været et vigtigt element i bevarelse af de gamle spøgelseshistorier, folkesagn og myter, fortæller Mikkel Egelund.
De to forfattere har det sidste halve år holdt foredrag over hele landet om bøgerne og kommer også på Frederikshavn Bibliotek 15. november - køb billet her.
22. november signerer Mikkel Egelund bøger i Frederikshavn Boghandel.
Kunne du tænke dig at vinde alle tre bøger - plus noget NØJEREN-merchandise - så har Mikkel Egelund doneret hele serien til én heldig vinder. Du skal bare skrive titlen på bog tre i NØJEREN-serien i kommentarfeltetet. Mikkel Egelund kommer personligt ud til den heldige vinder og afleverer bøger og merchandise.




































