Frederikshavn Havn: Indtægter stiger fra 76 mio. kr. i 2023 til 126 mio. kr. i 2026
Borgmester og byrådskandidat Karsten Thomsen (A) har skrevet dette indlæg: Der har igen været omtale af Frederikshavn Havn, som kan give indtryk af, at havnen ikke er i en positiv udvikling. Det er dog langt fra tilfældet. Havnen er i god fremdrift, og indtægterne viser en klar opadgående tendens.
I 2023 lå indtægterne på 76 mio. kr. Indtægten i 2026 bliver på hele 126 mio. kr. Der er ikke tale om en prognose, men opgørelse af faktiske indtægter i kontrakter forhandlet i 2025. Det er en rigtig god udvikling, som markant forkorter den tid, det vil tage, før havnen kan stå på egne ben.
Jeg skriver dette for at understrege, at de virksomheder, der benytter havnen, bidrager til denne positive udvikling. Samtidig er det vigtigt, at vi i byrådet bakker op om havnen og taler den op, hvilket lejerne/virksomhederne gentog overfor byrådet torsdag eftermiddag i byrådssalen.
Frederikshavn Havn har potentiale til at blive et guldæg for kommunen - i samspil med de øvrige havne i kommunen.
Derudover er der fortsat muligheder for at øge indtægterne yderligere, og der arbejdes målrettet på dette også i den kommende tid. Jeg er meget optimistisk i forhold til fremtiden.
Den største udfordring lige nu er voldgiftssagen, som kan påvirke den tid, det tager, før havnen bliver økonomisk uafhængig af kommunen.
Alt i alt er der god grund til at være optimistisk omkring Frederikshavn Havns økonomiske fremtid.




































