Gå til hoved-indhold
01. november 2025 - kl. 00.11

Signalanlæg på vej i Kilden i krydset Tøttenborgvej-Brønderslevvej

  • 1 af 2
    Det er her ind til Ny Kilden, at der opsættes et signalanlæg.
  • 2 af 2
Af: Peter Marquard

Der er et signalanlæg på vej i Kilden i krydset, hvor man kører fra Tøttenborgvej og ud på Brønderslevvej. Arbejdet begynder i næste uge og forventes færdigt tæt på årsskiftet.

Frederikshavn Kommune, Center for Ejendomme, Park og Vej ønsker at gøre krydsningen af Brønderslevvej mere sikker for cyklisterne i Kilden ved at etablere et signalanlæg ved Tøttenborgvej. Samtidig gøres cykelstien på sydsiden dobbeltrettet mellem Tøttenborgvej og Ryetsvej, således at cyklister til Gammel Kilden krydser over i det nye signalanlæg og fortsætter op af bakken i denne side.

Signalanlægget indstilles, så trafikken på Brønderslevvej får første prioritet. Cyklister skal foretage tryk, hvis man skal krydse vejen. Biler fra Tøttenborgvej bliver registreret og får grønt - under hensyntagen til trafikken på Brønderslevvej. Endvidere bliver anlægget indstillet, således at lastbiler på vej op af bakken bliver prioriteret.

Arbejdet vil i videst muligt omfang blive udført med så få gener som muligt for trafikken, men der kan dog opstå perioder, hvor det vil være nødvendigt med et midlertidig signalanlæg, således at trafikken kan afvikles i et spor på strækningen. Der kan forekomme tidspunkter, hvor der er kortvarige spærringer.

Det er Frederikshavn Kommune, Center for Ejendomme, Park og Vej, der udfører arbejdet. Det er dem, der skal kontaktes, hvis der i forbindelse med arbejdet opstår gener - udover hvad der kan forventes.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...