Gå til hoved-indhold
31. oktober 2025 - kl. 00.10

Jens Nygaard: - Så vil jeg hellere stikke min højre arm ind i en grenknuser

  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

VIDEO - OPTAKT TIL KV25: Danmarksdemokraternes spidskandidat, Jens Nygaard, siger tingene lige ud, når han udtaler sig. Det kan du høre flere eksempler på i denne udsendelse, hvor han er gæst i studiet hos Kanal Frederikshavn forud for kommunalvalget tirsdag 18. november. Jens Nygaard afviser i øvrigt ikke, at han kan ende med nøglerne til borgmesterkontoret.

- Vi går efter et blåt samarbejde, og vi peger på den borgmesterkandidat, som kan give Danmarksdemokraterne størst mulig indflydelse. Det kommer i anden række, om det bliver en borgmester fra Venstre, Konservative eller Danmarksdemokraterne, siger Jens Nygaard.

Betyder det, at jeres valgforbund med Venstre ikke er afgørende for jeres valg af borgmester?

- Får vi fem valgt ind, og Venstre får seks, peger vi selvfølgelig på Jon (Andersen, Venstres borgmesterkandidat, red.). Får vi fem og Venstre fire, peger Jon selvfølgelig på mig, forklarer Jens Nygaard.

Anders Broholm, Kanal Frederikshavns valganalytiker, bemærker, at der aldrig har været et blåt flertal i Frederikshavn Kommune efter kommunesammenlægningen.

Kan der opstå en situation, hvor du peger på Anders Brandt Sørensen (A) eller Christina Lykke (SF)?

- Som udgangspunkt vil jeg hellere stikke min højre arm ind i en grenknuser end pege på Anders Brandt og Christina Lykke, men vi går med, hvis de andre borgerlige partier peger på en af de to. Vi gør det ikke alene. Så har jeg Inger Støjberg til at holde på min gårdsplads onsdag 19. november med en motorsav, og så vil hun kastrere mig.

Jens Nygaard føler sig også overbevist om, at Christina Lykke ikke vil pege på Anders Brandt Sørensen. 

Jens Nygaard sørger i udsendelsen for meget hurtigt at bringe Inger Støjbergs navn på banen - altså stifteren og partilederen.

- Det er Danmarksdemokraternes allerbedste kort, så det er fornuftigt at gøre det. Det bliver virkelig spændende at se, hvilket valg Danmarksdemokraterne får. Forventningerne må være helt i top, og der må være begejstring i partiet, vurderer Anders Broholm.

Han forventer også, at partiet får et flot valg i Frederikshavn Kommune. Det har været tilfældet ved to andre valg. Senest ved Europa-Parlamentsvalget i juni 2024 satte 17,6 procent af vælgerne i Frederikshavn Kommune kryds ud for Danmarksdemokraterne. Kun Socialdemokratiet fik flere stemmer. Ved folketingsvalget i 2022 noterede Inger Støjbergs parti sig for 17,1 procent af stemmerne og var igen det næststørste parti.

Jens Nygaard er dog beskeden. Han vil være tilfreds med blot ét mandat. 

- Jens Nygaard er snedig. Det er klogt at tale forventingerne ned, men det vil være en skuffelse, hvis de kun får ét eller to mandater, sådan som partiet har vist sit poteniale i denne kommune, mener Anders Broholm.

Jens Nygaard nævner afbureaukratisering som partiets vigtigste mærkesag i Frederikshavn Kommune. Han mener, der er for mange medarbejdere i administrationen, som styrer politikerne. Det skal være omvendt, hævder spidskandidaten.

I udsendelsen lægger Danmarksdemokraternes spidskandidat ikke skjul på, at han ønsker, at det skal være muligt at vælge både offentlige og privat tilbud, når det gælder skoler, daginstitutioner og ældrepleje, og han håber også, at der bliver valgt flere yngre kandidater ind i byrådet.

- Der sidder jo nogle gamle hoveder imellem. Da de tog kørekort, lærte de at parallelparkere med en hestevogn. Sidder de der to perioder mere, er de så gamle, at de ikke kan finde deres r.., hvis den klør. Det kunne være dejligt, hvis der kom nogle unge mennesker ind i byrådet, som tænker andeledes, siger Jens Nygaard.

"Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg" har fem kandidater på liste Æ:

  • Jens Nygaard, Dybvad
  • Bent Bøgsted, Østervrå
  • Børge Egebak, Sæby
  • Susanne Marianne Møller, Elling
  • Peter Wallenskog, Strandby

Se Kanal Frederikshavns andre udsendelser med spidskandidaterne:

Dansk Folkeparti - Thomas Hjort
Enhedslisten - Jonas Sivesgaard

Næste udsendelse er mandag 3. november med Klaus Hjulmand, Liberal Alliance.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...