Gå til hoved-indhold
14. december 2025 - kl. 11.12

Dance Studio Frederikshavn samlede ind til Land of Hope i sit juleshow

  • 1 af 4
  • 2 af 4
  • 3 af 4
  • 4 af 4
Af: Michael Frederiksen

Dance Studio Frederikshavn hyldede Michael Jackson med stort juleshow og indsamling til Land of Hope.

Der var spænding og liv i Det Musiske Hus i Frederikshavn, da Dance Studio Frederikshavn præsenterede årets store juleshow. Publikum blev mødt af forventningsfulde ansigter, og scenen summede af energi, rytme og begejstring.

I år havde dansestudiet valgt et Michael Jackson-tema. Med 18 unikke danse tog dansere og instruktører publikum med på en rejse gennem popikonets liv og karriere – fra de første skridt som del af Jackson Five til de store øjeblikke, der definerede hans musikalske arv. Showet blev en hyldest til både kunstneren og mennesket Michael Jackson og bød på intense danseoplevelser og øjeblikke, der rørte publikum.

Danserne havde forberedt sig i månedsvis, og deres hårde arbejde, dedikation og glæde kunne mærkes i hver eneste bevægelse. De lagde hele deres hjerte på scenen, og publikum kvitterede med varme klapsalver og stor begejstring.

For første gang blev juleshowet kombineret med en indsamling. Inspireret af Michael Jacksons dedikation til at hjælpe andre valgte Dance Studio Frederikshavn at støtte Land of Hope, som hjælper udsatte børn i Nigeria, der bor på børnehjem under svære forhold.

Responsen fra publikum var rørende. Der blev samlet 5.604 kroner ind – et bidrag, der gør en reel forskel for børnene.

- Vi vil gerne sende en kæmpe tak til alle, der købte billet, klappede og støttede indsamlingen. I var med til at gøre showet til noget helt særligt, siger bestyrelsen i Dance Studio Frederikshavn.

Bestyrelsen er samtidig dybt taknemmelig for, at så mange forældre og publikummer var med til at give børnene i Dance Studio muligheden for at hjælpe andre børn, som virkelig har brug for det.

De sender også en stor tak til Sabina Pedersen, som stod i spidsen for idéen til årets tema. Michael Jackson har haft en betydelig plads i Sabinas liv – både som inspiration i hendes opvækst som danser og som menneske. Showet var derfor ikke blot en kunstnerisk hyldest, men også et personligt projekt.

En særlig tak går også til Malene Svendsen, som tog initiativ til og stod for indsamlingen til Land of Hope.

Dance Studio Frederikshavn ser nu frem til at åbne studiet igen i januar, hvor nuværende dansere og nye dansere kan fortsætte deres kreative rejse.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...