Det handler ikke om skolevalg – det handler om børns trivsel

Skal vi ikke begynde at tale om det, der virkelig betyder noget – børnenes trivsel?

Debatten om friskoler og folkeskoler er i gang igen, og den risikerer at blive reduceret til et spørgsmål om økonomi og skel mellem "dem, der kan betale selv" og "dem, der bliver tilbage". Men hvornår blev det forkert at vælge det, der gør ens barn glad og tryg?

Vi må aldrig glemme, at børn er forskellige – og derfor har brug for forskellige rammer. Valgfriheden mellem folkeskole, friskole og privatskole er et udtryk for det ansvar og den kærlighed, vi som forældre forsøger at udvise.

Jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg er barn af privatskolen. Ikke fordi jeg kom fra velstand, men fordi den almindelige folkeskole ikke kunne rumme mig. Jeg er ordblind. Fra 3. til 8. klasse stod min hverdag på mobning, ydmygelser og trusler – også mod min familie. For nogle lærere var jeg bare "doven" eller "ikke interesseret". Men jeg havde brug for en anden vej.

Mine forældre fandt den vej. De sendte mig på en privatskole – og dér fandt jeg ud af, at jeg ikke var alene. Jeg fik ro, jeg fik venner, jeg fik støtte. Og vigtigst af alt: Jeg fik lov til at vokse.

Det her handler ikke om enten-eller. Det handler om at vælge barnet til. Det handler om, at alle børn – uanset baggrund og behov – har krav på at trives i hverdagen og føle sig trygge i deres skolegang.

Derfor skal vi selvfølgelig styrke folkeskolen. Men vi skal også respektere og beskytte retten til at vælge alternativer, når folkeskolen ikke slår til for det enkelte barn. Det er ikke egoisme – det er omsorg.

Og det er ikke børnene, der er problemet. Det er systemet, der nogle gange ikke passer til børnene.

Lad os tale mindre om, hvem der betaler – og mere om, hvordan vi giver vores børn de bedste forudsætninger for at trives, lære og udvikle sig. Skattekronerne bør følge barnet – ikke systemet.

For når det handler om vores børn, så er det ikke bare skolepolitik. Det er livspolitik.