Gå til hoved-indhold
02. november 2025 - kl. 11.11

Skøn genoplevelse af Totos musikalske finurligheder

  • 1 af 8
  • 2 af 8
  • 3 af 8
  • 4 af 8
  • 5 af 8
  • 6 af 8
  • 7 af 8
  • 8 af 8
Af  Jørn Spelling

I oktober 1978 udsendte den amerikanske gruppe Toto sit første album "Toto". Fra det album kom et par numre ind på den amerikanske top 50. Specielt nummeret "Hold the Line" vakte opmærksomhed, og det satte gang i karrieren for gruppen, der i årenes løb med skiftende besætninger har leveret hits som "Rosanna", "Africa" og "I Won’t Hold You Down".

Lørdag aften var der mulighed for et genhør med hele albummet, da Det Musiske Hus lagde scene til den sidste omgang ”"ALBUM", hvor musikere genskaber et ikonisk album fra rockhistorien.

Tidligere har vi fået præsenteret Fleetwood Mac’s "Rumors", Elton John’s "Goodbye Yellow Brick Road", The Eagles’ "Hotel California" og David Bowie’s "Ziggy Stardust" - alle med trommeslageren Søren Kepler som ankermand og kapelmester.

Aftenens sammensætning bestod af Bjarne Langhoff (vokal), Jens Marni Hansen (vokal og guitar), Filip Winther (klaviatur), Peter Jungersen (klaviatur og vokal), Rasmus Birk (leadguitar), Klaus Thrane (bas), Linette Riber (vokal), Signe Rasmussen (vokal) og så naturligvis Søren Kepler (trommer).

Bjarne Langhof var et pragtfund som hovedvokalist. Med en stemmestyrke og et kæmpestort register kunne han sagtens leve op til Bobby Kimballs originale vokal, men også guitaristen, færøske Jens Marni Hansen, og  keyboardspilleren Peter Jungersen fik lejlighed til at vise deres flotte vokale formåen som solister på nogle af albummets numre.

Rasmus Birk havde til opgave at klare Steve Lukathers guitarspil, og det må man sige, at han klarer til ug. Det var guitarlir af første klasse.

Første sæt var således en gennemspilning af hele Totos debutalbum. Dog manglede slutnummeret "Angela", men det var der en forklaring på, da gruppen efter pausen spillede et medley over Totos hyldestsange til pigerne og her kom "Angela" naturligt med sammen med bl.a. "Rosanna".

Inden da fik Jens Marni Larsen lejlighed til at fremføre en af sine egne sange "Maybe Tomorow" – en gedigen, melodiøs tung rocksang, der havde været et stort hit på Færøerne.

Også Bjarne Langhoff har egen solistkarriere og selvom det – ifølge ham selv – havde taget 16 år at få færdiggjort sit soloprojekt, før han var tilfreds, så skulle vi selvfølgelig have hans egen komposition "We Made Our Mistakes", der var en prægtig rockballade i West Coast stil med en snert af reggaefeeling over starten.

Koncerten blev - til stor jubel blandt publikum - rundet af med Totos ubestrideligt største hit "Africa". Her fik de to keyboardspillere og leadguitaristen lejlighed til at brillere og endelig fik også bassisten Klaus Thrane lov til at komme i rampelyset med sit spil. I det hele taget var det en fornøjelse at se humøret og spilleglæden blandt musikerne.

Alt i alt en skøn genoplevelse af Totos musikalske finurligheder og leg med genrerne udsat for et særdeles kompetent hold musikere og sangere. Ganske vemodigt at ALBUM-konceptet er slut, men forhåbentlig kommer der andre spændende projekter.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...