For syv år siden spillede Erling Haaland i Skagen
I aften kan verdens p.t. mest omtalte fodboldspiller, nordmanden Erling Haaland, opleves i Parken i Champions League-opgøret mellem FC København og Manchester City.
For blot syv år siden var den målfarlige nordmand med i Skaw Cup i Skagen for sin norske klub, Bryne, hvis U17-hold mødte Skagen IK.
Erling Haaland var så dygtig, at han - trods sine kun 15 år - spillede på Brynes U17-hold.
Marius Bagh Sørensen var én af spillerne på Skagen IK's hold, som stod ansigt til ansigt med Erling Haaland.
- Jeg husker ikke så forfærdeligt meget fra kampen, men deres hold var væsentligt bedre end vores. Jeg mener, vi tabte stort, siger Marius Bagh Sørensen.
Syv år efter sin deltagelse i den nu lukkede Skaw Cup imponerer Erling Haaland stort i både Premier League og Champions League. Han har scoret 15 mål i ni kampe for Manchester City - alene i Premier League. I Champions League er han noteret for fem fuldtræffere i blot tre kampe.
Citys træner, Pep Guardiola, ser nordmanden som en af de bedste angribere, han nogensinde har haft med at gøre.
- Du kan bare se på tallene. De taler helt for sig selv. Se på hans tal i Norge, Østrig, Tyskland og nu England, sagde Pep Guardiola på gårsdagens pressemøde i København.
Og alt tyder på, at den lange nordmand er med i startopstillingen i aften mod FC København. Vi må håbe, at FCK klarer sig bedre mod Haaland end Marius Bagh Sørensen og co. gjorde for syv år siden i Skagen.
Marius Bagh Sørensen pådrog sig for fire år siden en grim knæskade i en hjemmekamp for Skagen i serie 2 mod Sulsted. Han rev sit forreste korsbånd over, pådrog sig et brud på knoglen i knæet og en skade på menisken. Det var tvivlsomt, om han kom til at spille fodbold igen. Men det gør han.
- Jeg bor i Aarhus nu, studerer på Aarhus Universitet og spiller fodbold i Aarhus BScB Boldklub. Jeg har lige været hjemme i Skagen på visit for at løbe halvmaraton, så formen har det bedre end nogensinde, fortæller Marius Bagh Sørensen.