Forårsfesten fortsætter - kun få billetter tilbage
ForårsRevyen på Gaardbogaard ved Ålbæk har halvvejsfest i aften og fortsætter til på lørdag, og du kan nå stadig nå at blive en del af festen. Der er endnu billetter at købe til én af de resterende fire forestillinger.
- Stemningen har været i top på det nye spillested i den smukke lade på Gaardbogaard, og holdet på og bag scenen er rigtig godt tilfredse med den nye lokalitet og samarbejdet med Holmbergs Køkken, som leverer de fantastiske revymenuer, siger revyens formand, Søren Hjortnæs, og fortsætter:
- Det har været et kæmpe arbejde at få tilpasset vores store scene til de nye rammer, men vi var trods snestorm helt klar til generalprøven i onsdags, og siden er alle forestillinger kørt som smurt i olie.
Publikum har taget rigtig godt imod årets revy, og der har været stående ovationer hver aften.
- Ja, det er simpelthen en fest i år, og heldigvis er vi kun halvvejs. Efter forestillingerne og på de sociale medier har vores publikum givet udtryk for, at det er den sjoveste og den bedste revy de har set, og det er vi naturligvis både glade for og stolte af, udtaler Søren Hjortnæs.
Revyens instruktør, Kalle Meyer Vestergaard, er imponeret over hele holdet.
- Ikke bare de fem dygtige og talentfulde skuespillere og vores sublime revyorkester, men alle, der er med til at få revyen op at stå og "shine" aften efter aften, siger han.
Og man må sige, at der er tale om en flot revy med en fantastisk scenografi og smukke rekvisitter og kostumer. Alt går op i en højere enhed.
- Det er en meget musikalsk revy i år med skønne sange, både de festlige ensemble-numre, de smukke ballader og de eftertænksomme viser. Derudover har vi de traditionelle sketchs med både sjov og alvor, og så er der i år også blevet plads til rigtig crazy-komik. Vi har heller ikke glemt det lokale stof, og der er noget for enhver smag, mener Kalle Meyer Vestergaard.
Køb billetter på revyens hjemmeside.