Frederikshavn Kommune en af Danmarks bedste friluftskommuner
Frederikshavn Kommune placerer sig i toppen i Friluftsrådets nyeste undersøgelse og scorer hele 18 ud af 20 point – kun overgået af tre andre kommuner, der alle har opnået ét enkelt point mere.
I rapporten "Danmarks bedste friluftskommuner 2025-2026" fremhæves Frederikshavn som en af landets allerbedste friluftskommuner. Tre kommuner - Faaborg-Midtfyn, Langeland og Varde - deler førstepladsen, og lige efter kommer Frederikshavn, Bornholm, Jammerbugt, Middelfart, Nordfyns og Ringkøbing-Skjern med samme høje score.
Den flotte placering skyldes en målrettet indsats på området, og Frederikshavn Kommune scorer særligt højt på faciliteter som bålpladser og sheltere, på stier og ruter og på naturmærkninger som Blå Flag og Badepunkter. Det er resultatet af flere års målrettet arbejde med friluftsliv og naturpleje.
- Det er en stor anerkendelse, at vi ligger helt i toppen blandt landets friluftskommuner. Vi har en fantastisk natur fra kyst til skov, og vi gør os umage for at gøre den tilgængelig og samtidig passe godt på den. Friluftsliv handler om meget mere end motion og rekreation – det er også fællesskab, trivsel og livskvalitet, siger Gitte Kiilerich, formand for Teknisk Udvalg, Frederikshavn Kommune.
Friluftsrådets analyse udkommer hvert andet år og bygger på data fra den fælles kommunale database GeoDanmark (GeoFA). Her måles blandt andet, hvor mange friluftsfaciliteter, stier og ruter en kommune har - og hvor aktiv den er i naturmærkningsordninger som f.eks. Blå Flag.
Resultaterne bliver sammenlignet på tværs af kommuner og tilpasset befolkningstal, så man får et retvisende billede af, hvor meget hver kommune gør for friluftslivet.
Undersøgelsen blev præsenteret i torsdags på årsmødet for Kommunalteknisk Chefforening i Aarhus.




































