Ejendomsvenlighed: Ny skuffende placering til Frederikshavn Kommune
Med en 26. plads på landsplan er Hjørring Kommune Nordjyllands mest ejendomsvenlige. Frederikshavn Kommune noterer sig for endnu en skuffende placering som nr. 68. Sidste år lå Frederikshavn nr. 49.
Det viser EjendomDanmarks årlige undersøgelse, som rangerer alle landets 98 kommuner ud fra parametre som dækningsafgift, grundskyldspromille, lejeregulering, byggesagsbehandlingstid og ejendomsforbrydelser.
- Med enkle og målrettede tiltag kan man skabe bedre rammer for det lokale erhvervsliv. Hjørring Kommune har rykket sig 15 pladser op ad ranglisten siden sidste år. Det skyldes blandt andet, at kommunen har reduceret byggesagsbehandlingstiden og antallet af ejendomsforbrydelser så som hærværk, siger Peter Stenholm, adm. direktør i EjendomDanmark.
På trods af Hjørring Kommunes store fremskridt rykker Region Nordjylland samlet ned som nummer fire ud af landets fem regioner. Regionen blev nummer to sidste år.
EjendomDanmark har foretaget undersøgelsen siden 2012.
I Region Sjælland findes årets vinder. Det er nemlig Solrød Kommune, der for første gang nogensinde løber med titlen som Danmarks mest ejendomsvenlige kommune. Det skyldes blandt andet, at kommunen ikke har dækningsafgift, og at antallet af ejendomsforbrydelser er reduceret sammenlignet med tidligere år.
- Men det, der virkelig bringer kommunen til tops, er deres arbejde med at reducere både sagsbehandlingstid og gebyr på byggesager. Med kommunalvalget lige om hjørnet er det oplagt for andre kommunalbestyrelser at lade sig inspirere, mener Peter Stenholm.
Landets mest ejendomsvenlige region er Region Syddanmark, der efterfølges af Region Midtjylland. På tredjepladsen ligger Region Sjælland, mens altså Region Nordjylland og Region Hovedstaden indtager fjerde- og femtepladsen.
Top fem bedste kommuner i Nordjylland
- Hjørring (nr. 26 på landsplan)
- Morsø (nr. 28 på landsplan)
- Rebild (nr.29 på landsplan)
- Vesthimmerland (nr.31 på landsplan)
- Thisted (nr. 32 på landsplan)
Læsø Kommune er nr. 37 på listen. Det er 20 placeringer dårligere end i 2024.




































