Venstre: Tilliden er brudt – nu kalder tiden på et systemskifte
Gruppeformand Jan Bjeldbak og borgmesterkandidat Jon Andersen har skrevet dette indlæg på vegne af alle Venstres KV25- kandidater i Frederikshavn Kommune: En ny landsdækkende undersøgelse fra Epinion viser, at Frederikshavn Kommune ligger lavest i Nordjylland, når det gælder borgernes tilfredshed og tillid til deres kommune.
Kun 26 procent af borgerne er tilfredse med, hvordan kommunen er blevet drevet i denne byrådsperiode. I både Hjørring, Brønderslev og Jammerbugt er tilfredsheden over 40 procent.
Selv tilfredsheden med at bo i kommunen ligger under landsgennemsnittet - 72 mod 81 procent - og det er særligt bekymrende for en kommune, der ønsker vækst og bosætning.
Vi har advaret mod den retning, udviklingen har taget, bl.a i forbindelse med forløbet på Frederikshavn Havn. Det har ikke været sundt for hverken demokratiet eller udviklingen, at ét parti har haft absolut flertal i otte år. Alt for ofte har vi oplevet lukkethed, trælse sager og manglende tillid – og nu ser vi konsekvensen.
Denne undersøgelse kalder på handling. Vi må have ordentligheden, åbenheden og samarbejdsviljen tilbage i byrådet.
For Venstre er konklusionen klar: Det her handler ikke kun om en måling – det handler om retningen for hele kommunen.
Vi kan ikke være det bekendt over for de 58.000 mennesker, der hver dag er afhængige af de rammer, vi forvalter på deres vegne. Tilliden er brudt, og det kalder på et systemskifte.
Et systemskifte, hvor vi sætter borgerne før systemet – og hvor vi genopbygger tilliden gennem samarbejde og gennemsigtighed.
Venstre ønsker at samle de partier, der også vil en ny vej for Frederikshavn Kommune.
Vi inviterer alle partier, der ønsker forandring og en mere åben og ansvarlig kommune, til at bakke op om et nyt samarbejde. For det her kan vi kun løse sammen – på tværs af partier, men med fælles respekt for borgernes tillid.
Venstre går til valg på at skabe et systemskifte præget af ordentlighed, dialog og resultater – for borgerne, ikke for partierne.




































