Gå til hoved-indhold
26. oktober 2025 - kl. 00.10

Besøgsrekord til Nordic Ink/Brew, hvor fire politikere mødtes til øldyst

  • 1 af 2
    Fra venstre er det Anders Brandt Sørensen (A), Klaus Hjulmand (LA), konferencier Anders Mundelin, Christina Lykke (SF) og Jon Andersen (V).
  • 2 af 2
    Christina Lykke (SF) havde selv lavet sin hårdekoration. Her ses hun med Jon Andersen (V).
Af: Michael Frederiksen

Det lykkedes at slå publikumsrekord til Nordic Ink og Nordic Brew, som blev afviklet i weekenden i Arena Nord i Frederikshavn. Lørdag rykkede valgkampen indenfor til Nordic Brew, hvor fire spidskandidater "dystede".

Borgmesterkandidaterne Christina Lykke (SF), Jon Andersen (V) og Anders Brandt Sørensen (A) samt spidskandidat Klaus Hjulmand skulle blandt andet komme med valgløfter, som er umulige at overholde. Det var en disciplin, som de mestrede.

De blev også udfordret i at drikke om kap, og her var det bemærkelsesværdigt, at Christina Lykke slog Jon Andersen.

Ellers handlede det om at komme med de sjoveste og mest uhøjtidelige svar, så publikum kunne kåre en vinder i kategorien: Hvem vil du helst drikke en øl med? Christina Lykke vandt.

Tatovører fra 13 forskellige lande deltog i dette års Nordic Ink, og mere end 30 bryggerier var på plads til Nordic Brew.

Arena Nord melder om et besøgstal på 5.605 gæster mod 5.312 i det hidtige rekordår, 2023.

- Vi er glade og stolte over, at det igen er lykkedes os at stable et event på benene, som så mange elsker at være en del af - enten som udstiller eller gæst. Når man går rundt i de to dobbelthaller, må man knibe sig i armen og sige, er det her virkelig i Frederikshavn, det foregår? Vi er et internationalt eventsted med utroligt dedikerede medarbejdere, der året igennem knokler for at afvikle de mange events, vi har tiltrukket til Frederikshavn. Nordic Ink/Brew er noget helt særligt, fordi her producerer vi det hele selv. Det er et kæmpe arbejde. Tak til udstillere, det store publikum og mine stærke kolleger – vi kan alle være stolte, jubler direktør Per Malmberg, Arena Nord.

I de kommende uger skal Arena Nord blandt andet afvikle:
Foredrag med håndboldspilleren Mikkel Hansen i DMH
Peter Sommer i DMH
Anne Linnet og Danmarks Underholdningsorkester i Arena Nord
Lokale kunstnere spiller Toto album I
Allan Olsen Solo i DMH
Flying Superkids i Arena Nord
Faulty Towers (halløj på badehotellet) fire forestillinger i DMH
Julecup i Cheerleading
Årets julefrokoster
Queen Machine i Arena Nord
Dance Studio juleshow i DMH
Nødebo Præstegård I DMH
Foredrag med Rasmus Tantholt
Sinne Eeg i Maskinhallen
Forced To Mode i DMH
Julekoncert med Jesper Lundgaard i DMH
Operettekompagniet – den skønneste pakkekalender

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...