FfI's andethold skal spille om oprykning til serie 2
Lørdagens oprykningsbrag på DRINX Arena i Frederikshavn endte 3-3. Dermed rykker gæsterne fra GVL Løkken op i serie 2, mens FfI's andethold skal spille kvalifikationskampe om oprykning.
Kravet til FfI for at skubbe GVL Løklen væk fra førstepladsen var en sejr på to mål, men allerede efter syv minutter bragte gæsterne sig foran - til stor jubel for de medrejsende Løkken-tilskuere.
Løkken øgede til 2-0 i anden halvleg, inden Mads Yde Andersen reducerede på et straffespark. Med godt 10 minutter igen havde hjemmeholdets Sebastian Walther en stor chance for at udligne, men i stedet for scorede GVL Løkken i den anden ende.
Malthe N. Larsen reducerede i det 88. minut, og Christian Aabech udlignede i dommerens tillægstid, hvor FfI endda også havde muligheden for at komme foran, men Løkken red stormen af og rykker op.
- Det er fuldt fortjent set over 90 minutter, erkender FfI's træner, Peter Jørgensen.
FfI's pointtab betød, at Østervrå IF med en sejr ude over Bindslev/Tversted IF ville skubbe FfI væk fra andenpladsen, der giver adgang til kvalifikationskampe om en plads i serie 2. Den kamp endte dog også 3-3, og dermed skal FfI spille om oprykning.
- Det bliver sjovt. Det er pokalkampe, som vi tager som noget gratis. Vi går selvfølgelig efter serie 2, udtaler Peter Jørgensen.
Han har efter sin aktive karriere, hvor han er noteret for 130 kampe på FfI's førstehold, været FfI-træner i 20 år. Nu har han meddelt klubben, at han stopper. Eller i hvert fald holder en pause.
- Jeg siger ikke nej til at komme tilbage, men lige nu har jeg brug for en pause og være sammen med min familie, siger Peter Jørgensen.
I første omgang ser han dog frem mod tirsdagens kvalifikationskamp ude mod IF Fremad Nørhalne, der blev nr. to i serie 3, pulje 26. FfI's modstander har et betonforsvar. De har kun lukket fem mål ind i efteråret. Vinderen spiller lørdag ude mod Flauenskjold IF, der blev nr. seks i serie 2, pulje 12.




































