Frederikshavn Blackhaws og Rungsted samlet i kampen mod kræft
Lørdagens dame-ligakamp i Abildgårdhallen mellem Frederikshavn Blackhawks og Rungsted Hørsholm Floorball blev et rørende bevis på, at sport kan gøre en forskel – både på og uden for banen.
Kampen blev ikke blot en ensidig affære på banen – det blev først og fremmest en dag, hvor sporten viste sit smukkeste ansigt. Begge hold stod nemlig skulder ved skulder i kampen mod kræft, og dagens største sejr blev leveret efter slutfløjtet.
Frederikshavn Blackhawks’ damehold havde i forbindelse med kampen sat fokus på Knæk Cancer og Kræftens Bekæmpelse. Der blev solgt lodder både under U11-stævnet tidligere på dagen og til ligakampen - alt sammen for at samle penge ind til et formål, der berører os alle.
Netop, som spillerne troede, at dagens program var slut, skete der noget helt særligt. Foran publikum trådte Rungsteds anfører Julie Broe, frem med en flot overraskelse – en donation på 5.000 kroner til Kræftens Bekæmpelse fra Rungsted-Hørsholm Floorball Klub.
- Med en varm tale og ægte sportsånd blev beløbet overrakt til stor begejstring for de mange tilskuere. Gestussen udløste stående applaus fra hele hallen og blev et symbol på, at selv i konkurrence kan man stå sammen om noget langt vigtigere end mål og point, fortæller sportschef Thomas Lodberg, Blackhawks.
På banen satte Blackhawks sig tungt på spillet fra første minut. Gæsterne fra Rungsted-Hørsholm, der var rejst til Nordjylland med blot otte markspillere, kæmpede heroisk og viste imponerende holdånd mod de fysisk stærke danmarksmestre.
Blandt gæsternes spillere fandtes endda 51-årige Annie Dahlmann, som for mere end 20 år siden selv tørnede ud for det, der dengang hed Frederikshavn Bulldogs – en præstation, der i sig selv fortjener stor respekt.
Efter fem minutter kom hjemmeholdet foran, da Esther Thomsen udnyttede kampens første powerplay på oplæg fra Marie Abildgaard. Kort efter øgede Caroline Baand Severinsen til 2-0, inden kaptajn Abildgaard desværre måtte udgå med en fodskade midt i første periode. Hendes rolle som anfører blev overtaget af Esther Thomsen, som i den grad tog ansvar og førte an resten af kampen.
Blackhawks fortsatte presset og gik til pause foran 3-0 efter mål af Emily Thomsen. I anden periode kom der for alvor gang i målscoringen med træfsikre afslutninger fra Esther Thomsen, Mathilde Bergen Jørgensen og Frida Frederiksen, inden Victoria Høeberg reducerede for gæsterne efter flot spil.
I tredje periode øgede hjemmeholdet igen, og efter scoringer af Emilie Andersen, Karen Thomsen, Esther Thomsen og Frida Frederiksen endte kampen 11-2 til Frederikshavn Blackhawks. Rungsted fik endnu en fortjent reducering ved Cemille Jarløv, som afsluttede kampen på værdig vis for gæsterne.
- Selvom resultatet på tavlen var klart, var det de to holds fælles indsats uden for banen, der stjal overskrifterne. Kampen viste, at sport kan noget helt særligt – samle mennesker, skabe fællesskab og gøre en forskel, når det virkelig gælder, siger Thomas Lodberg.
Frederikshavn Blackhawks retter en dybfølt tak til Rungsted-Hørsholm Floorball Klub for den utroligt flotte gestus.
- 5.000 kroner er mange penge, men symbolet og omtanken bag donationen betyder endnu mere, pointerer sportschefen.
Tak til alle, der købte lodder, støttede indsamlingen og bidrog til en dag, hvor fællesskab og empati stod stærkere end resultater og rivalisering.




































