Stil spørgsmål til statsminister Mette Frederiksen i Palads Teatret i Frederikshavn
Statsminister Mette Frederiksen (A) kommer på fredag 31. oktober til Frederikshavn, hvor alle har mulighed for at møde hende og stille spørgsmål i Palads Teatret.
"Vores tid. Vores valg - en samtale om Danmark" er overskriften, når statsminsteren de næste par uger besøger fem byer i Danmark.
Første stop er fredag 31. oktober i Palads Teatret i Frederikshavn.
Journalist og tv-vært Ida Wohlert interviewer Mette Frederiksen om den tid, vi lever i, og de valg, vi som danskere står over for. Og om vores verden og vores hverdags vigtigste temaer.
Der er mulighed for at stille spørgsmål til statsministeren om det, der betyder noget for dig. Skriv dit spørgsmål her.
Ida Wohlert glæder sig til at besøge Frederikshavn og senere Svendborg, Holbæk, Helsingør og Slagelse.
- Lige nu følger jeg tæt vores statsminister Mette Frederiksen. Hvad siger hun? Hvad siger hun ikke? Og hvorfor? I de kommende uger rejser vi sammen rundt i Danmark frem mod kommunalvalget, hvor jeg får lov til at sætte rammen for nogle af de samtaler, der betyder noget - for danskerne. Det er en opgave, jeg holder meget af: At skabe rum, hvor der både er plads til de store spørgsmål og til de nuancerede svar, der bringer os tættere på hinanden, skriver Ida Wohlert på LinkedIn.
Arrangementet i PaladsTeatret begynder kl. 16.00, hvor der serveres kaffe og kage.
Kl. 17.00 går Mette Frederiksen og Ida Wohlert på scenen i cirka fem kvarter.
Det er gratis at deltage. Tilmelding her.




































