Gå til hoved-indhold
26. oktober 2025 - kl. 18.10

Utilfredshed med den politiske ledelse af kommunen må vække til eftertanke

  • 1 af 1
Af  Anders Brandt Sørensen

Borgmesterkandidat Anders Brandt Sørensen (A) har skrevet dette indlæg: Vi, der bor her i kommunen, har sendt et klart signal i en Epinion-undersøgelse, som er blevet citeret flere steder: Vi er ikke tilfredse med den politiske ansvarlighed i kommunen.

Resultaterne af en sådan undersøgelse har naturligvis en forklaring.

Der er ingen tvivl om, at sagen om Frederikshavn Havns økonomiske problemer har fyldt meget og på en meget negativ måde.

Der er heller ingen tvivl om, at det faktum, at vores yderst populære borgmester Birgit efterlader godt 13.000 stemmer, ændrer billedet. Vi er mange, der ser sultent på Birgits stemmer og gør vores hoser grønne for hver eneste af de 13.000.

Der er ikke mange borgere og virksomheder, der synes, det er kønt eller konstruktivt, når byrådet slås. Det har man gjort for meget i denne periode.

Nu har vi heldigvis mulighed for at få renset luften ved kommunalvalget tirsdag 18. november.

Det må handle om, hvem der kan sætte den politiske retning, så Frederikshavn Kommune igen bliver en kommune, vi taler om som en dejlig kommune.

Vi skal huske, at vi, der bor og arbejder her, godt ved, at vi har meget godt at samles om, men også, at vi skal arbejde hårdt for at komme fremad.

Der var vist en, der sagde engang: "Det kommer ikke let til os, og vi får ikke noget foræret, så vi skal samarbejde og kæmpe for vores kommune."

Det vil vi socialdemokrater gøre. Fordi vi kan kun lykkes i et bredt samarbejde.

Og det er det, der med rette forventes af os: At vi tager vores ansvar på os som byrådsmedlemmer og yder en indsats på vegne af alle os, der bor og arbejder i Frederikshavn Kommune.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...