Gå til hoved-indhold
28. oktober 2025 - kl. 00.10

Jeanette Kjærgaard Diget Høyer modtog Metalindustriens Lærlingepris

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Peter Marquard

Fredag 24. oktober var den 32-årige skibsmontør Jeanette Kjærgaard Diget Høyer i Industriens Hus for at modtage Metalindustriens Lærlingepris, som hun modtog efter en indstilling fra sin arbejdsgiver VMS Group i Frederikshavn.

- Det er med stor stolthed, at vi har indstillet Jeanette Kjærgaard Diget Høyer til ML-prisen 2025, fordi Jeanette er et forbillede både fagligt og menneskeligt, og hendes historie fortjener at blive fortalt og anerkendt. At hun så vandt prisen, er blot en ekstra fjer i hatten, siger Kim Brohus, der er chef for Jeanette Kjærgaard Diget Højer og Workshop Manager hos VMS Group.

I oktober 2024 gennemførte Jeanette Kjærgaard Diget Høyer uddannelsen til skibsmontør med en flot karakter på 12 – en krævende teknisk uddannelse inden for en mandsdomineret branche.

- Det i sig selv er bemærkelsesværdigt, men hendes vej dertil gør hende også for alvor til en værdig modtager af ML-prisen. Under hele sin uddannelse har Jeanette nemlig udmærket sig med en exceptionel arbejdsmoral, et unikt gåpåmod og en positiv tilgang til både det faglige og det sociale fællesskab hos VMS Group. Hun har været en dygtig lærling og en uvurderlig kollega, som både lærere, mestre og øvrige kolleger har stor respekt for. Hun har vist stor teknisk kunnen, lærevillighed og ansvarsfølelse, og har aldrig været bange for at tage fat – uanset opgaven eller omgivelserne. Hun er i sandhed en kvinde med ben i næsen, understreger Kim Brohus.

Ifølge Kim Brohus har Jeanette Kjærgaard Diget Høyer formået at kombinere teknisk viden med praktiske færdigheder på et niveau, der langt overgår det forventede.

- Jeanette får altid løst opgaven til tiden og med kvaliteten i top, uanset om det er ombord eller i værkstedet og med overskud til lige at hjælpe kollegaen færdig også. Derfor er der altid stor efterspørgsel for at få hende med på opgaver. Hun møder op forberedt, engageret og med en professionel tilgang til opgaven. Det gør Jeanette til en af de mest pålidelige medarbejdere og praktikere, vi har fornøjelsen af. Hun er samtidig ikke bange for at stille spørgsmål og søge ny viden – en egenskab, der gør hende til en dynamisk fagperson med et stort udviklingspotentiale, lyder det flotte skudsmål fra Kim Brohus.

Efter endt uddannelse har Jeanette Kjærgaard Diget Høyer fortsat sit engagement og motivation for faget. I dag sidder hun nemlig som repræsentant for Boss Ladies – et tre-årigt projekt, hvor kvindelige repræsentanter fra Bygge- og Anlægsbranchen besøger folkeskoler med henblik på at inspirere piger fra 7.-9. klasse til at tage en erhvervsuddannelse.

- Det kræver styrke at gennemføre en krævende erhvervsuddannelse - og endnu mere at gøre det som enlig mor til to børn. Jeanette har formået at balancere forpligtelserne som forælder med et fuldtidsstudie og praktikarbejde, og det uden at gå på kompromis med kvaliteten af hendes faglige arbejde. Hun har bevist, at kvinder – også mødre – har en naturlig og stærk plads i de tekniske og håndværksmæssige fag. Hendes tilstedeværelse i værkstedet og på arbejdspladsen i det hele taget har medvirket til at nedbryde kønsstereotyper og inspirere både kollegaer og yngre kvinder, der overvejer en lignende karrierevej, understreger Kim Brohus og tilføjer:

- Jeanette er et levende bevis på, at man med vilje, faglighed og menneskelig styrke, kan hvad man vil. Hun har ikke blot gennemført sin uddannelse med høje faglige standarder, men har også gjort det med en inspirerende personlig historie, så Jeanette kan være en stolt modtager af ML-prisen 2025.

Se mere om ML-prisen her.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...