Frederikshavn Kunstmuseum: Inspiration til din egen julebjesk
Danmarks bedste bjesk (kryddersnaps) kommer traditionelt fra det nordlige Vendsyssel, og den bedste til at fortælle om bjesk er bjesknørden og forfatteren Niels Stærup fra Hirtshals.
Lørdag 12. oktober kl. 12.00-14.00 kommer han på Frederikshavn Kunstmuseum i serien "Smag På" og indvier gæsterne i kunsten af lave bjesk – og giver tips til at lave din egen julebjesk.
Niels Stærup er inspireret af den legendariske bjeskdronning Signe Hansen fra Hirtshals. Han fremhæver Frederikshavn, Deget, Hirsholmene og Strandby som perfekte steder at samle urter og bær til bjesk.
Hans ekspertise i at skabe gode kryddersnapse er efterspurgt i hele verden, og han er forfatter til flere bøger om bjesk, blandt andet "Kryddersnapse og hvad dertil hører" sammen med kokken Carsten Kyster.
- Niels Stærups foredrag om bjesk er lige dele ekspertise og naturbegejstring. Han går i dybden med naturens smag. For eksempel har han lavet 12 snapse med fyrrenåle, én for hver måned i løbet af et år. Forskellene i smag var tydelige. Efter et foredrag med Niels får man lyst til at gå ud i naturen og samle urter, bær og andre smagsgivere og lave sin egen kryddersnaps, siger Christian Andersen, daglig leder af Frederikshavn Kunstmuseum.