Frederikshavns skoleelever tegner for fred
Traditionen tro samarbejder Lions Club Frederikshavn med skoler i Frederikshavn, når Lions International hvert år udskriver en Fredsplakat-konkurrence. Plakatkonkurrencen er for elever i 5. og 6. klasse, og i 2025 er temaet "Together As One" – Sammen som én.
Konkurrencen giver børnene mulighed for at udtrykke deres tanker om fred gennem kreativ kunst. I Frederikshavn blev der arbejdet intenst i klasselokalerne, hvor eleverne med farver, former og stærke budskaber tegnede deres visioner for en mere fredelig verden.
Formålet med konkurrencen er at styrke unges bevidsthed om globalt fællesskab og fredelig sameksistens – værdier, som Lions-klubber verden over arbejder for.
De lokale værker vurderes af Lions Club Frederikshavn, og vinderne sendes videre til den nationale udvælgelse og potentielt til den internationale finale, hvor der er en stor hovedpræmie.
Lions Club Frederikshavn glæder sig over elevernes engagement og kreativitet:
- Det er imponerende at se, hvordan børnene med stor seriøsitet og fantasi fortolker fredens betydning. Deres billeder rummer både håb, fællesskab og stærke budskaber, fortæller Niels Chr. Andersen fra Lions Club Frederikshavn.
I år deltog elever fra Privatskolen og Bangsbostrand Skole, og årets tema, "Together as one", var vanskeligt at omsætte til en plakat, men takket være en stor undervisningsindsats fra klasselærerne kom der nogle flotte plakater ud af anstrengelserne.
Lions dommerpanel har nu fundet en vinder i hver klasse, og klassevinderne går videre til en landsdels-og landskonkurrencen.
Lions Club Frederikshavn sender Ronja Marie, Christel, Naja og Aliya videre i konkurrencen.
- Vi siger pøj-pøj og venter spændt på, om en af eleverne fra Frederikshavn skulle være den dygtige og heldige elev, der går videre i konkurrencen. Udover at være en dygtig plakattegner falder der også lidt penge af til klassekassen, fortæller Niels Chr. Andersen.





































