Friplejehjem er en del af løsningen på fremtidens ældrepleje i Frederikshavn
Spidskandidat Klaus Hjulmand, Liberal Alliance i Frederikshavn Kommune, har skrevet dette indlæg: Frederikshavn Kommune står over for en markant stigning i antallet af ældre, der får behov for plejehjemspladser i de kommende år. Prognoser viser, at vi frem mod 2030 kan forvente yderligere 250-600 borgere, som vil få brug for en plejebolig. Det er en stor udfordring – både økonomisk og kapacitetsmæssigt.
Friplejehjem kan være en del af løsningen. Når private aktører bygger og driver plejehjem, sparer kommunen store anlægsudgifter, som ellers ville belaste vores budgetter. Det frigør midler, der i stedet kan bruges på at styrke kvaliteten i den kommunale ældrepleje, skolerne og andre velfærdsområder.
Men det handler ikke kun om økonomi. Det handler om valgfrihed og værdighed. Mange ældre har betalt skat hele livet og har fortjent selv at bestemme, hvad de vil bruge deres penge på. Ønsker de ekstra ydelser, bedre mad, større værelser eller flere aktiviteter, skal de have muligheden. Alle har fortjent at leve de sidste år på første klasse, hvis de ønsker det.
Samtidig kan friplejehjem tiltrække borgere fra andre kommuner – borgere, hvor hjemkommunen fortsat betaler for pleje og behandling. Det betyder nye arbejdspladser, øget aktivitet og et økonomisk løft til vores lokale område. Hvis vi ikke gør noget, er trafikken den modsatte vej, hvor borgere fra Frederikshavn Kommune flytter til friplejehjem i andre kommuner, men hvor Frederikshavn Kommune stadig har udgiften til pleje og behandling.
Vi må ikke glemme de ansatte. Et stærkt samarbejde mellem kommunale og private plejehjem kan aflaste presset, give bedre normeringer og sikre et sundere arbejdsmiljø. Glade, motiverede medarbejdere er nøglen til god omsorg for vores ældre – uanset om de arbejder på et kommunalt eller privat plejehjem.
Hvis vi skal sikre en værdig, fleksibel og økonomisk bæredygtig ældrepleje i fremtiden, bør vi i Frederikshavn Kommune aktivt understøtte og tiltrække aktører, der vil etablere friplejehjem. Det er en investering i både vores ældre, vores ansatte, vores økonomi og vores lokalsamfund.