HjulmandKaptain deltager i World Company Sport Games 2026
Når Frederikshavn til juni 2026 danner ramme om World Company Sport Games, bliver det med deltagelse fra Nordjyllands største advokatfirma.
HjulmandKaptain, der blandt andet har kontor i Frederikshavn og i alt mere end 130 medarbejdere fordelt på flere byer, har tilmeldt sig den internationale firmasportsfestival, som samler deltagere fra hele verden.
Hos HjulmandKaptain spiller både fællesskab og sundhed en vigtig rolle i hverdagen. Derfor giver det god mening at deltage i et arrangement, hvor sport, fællesskab og oplevelser går hånd i hånd.
- Hos HjulmandKaptain har vi et koncept, vi kalder Samvær om sundhed, hvor vi samles om aktiviteter som løb, padel, floorball og andre sportslige aktiviteter. Det skaber både fællesskab og energi i hverdagen. Samtidig synes vi, det er oplagt at bakke op om et så stort arrangement, når det foregår lokalt i Frederikshavn, siger advokat Jakob S. Johnsen fra HjulmandKaptain.
Virksomheden stiller op i flere forskellige discipliner ved World Company Sport Games, blandt andet atletik, bordfodbold, svømning og padel.
Hos Arena Nord, der sammen med Dansk Firmaidræt og Sport Event Denmark står bag afviklingen af World Company Sport Games 2026, glæder man sig over opbakningen fra lokale virksomheder.
- Det betyder meget for os, når også lokale virksomheder som HjulmandKaptain vælger at deltage. World Company Sport Games handler ikke kun om sport, men også om fællesskab, netværk og oplevelser på tværs af virksomheder og lande. Derfor håber vi, at endnu flere virksomheder i Frederikshavn og resten af Nordjylland vil være med. Det er et event, hvor alle kan deltage, uanset om man dyrker sport på motionsniveau eller bare har lyst til at være en del af oplevelsen, siger Per Malmberg fra Arena Nord.
Han opfordrer samtidig lokale virksomheder til at gribe muligheden for at være en del af eventet.
- Det er en sjælden mulighed for at deltage i en international begivenhed i egen kommune. Vi vil derfor meget gerne opfordre virksomheder i lokalområdet til at samle kollegerne og stille hold til World Company Sport Games 2026.
World Company Sport Games 2026 finder sted i Frederikshavn 10.–14. juni og byder på konkurrencer i 29 forskellige sportsgrene kombineret med sociale arrangementer og fællesskab i Arena Nord.




































