Gå til hoved-indhold
13. marts 2026 - kl. 11.03

Beers & Burgers i Sæby åbner ny sæson med opdateret visuelt udtryk

  • 1 af 1
Af: Peter Marquard

Beers & Burgers på Havnen 12 i Sæby slår dørene op til en ny sæson fredag 20. marts. Med hjemmehakket oksekød, hjemmebagt surdej og et opdateret øl- drinkskort samt et opdateret visuelt udtryk i restauranten.   

- Vi åbnede jo i starten af april sidste år - blot en måned efter vi overtog lokalet - så vi fik relativt hurtigt og effektivt stablet et funktionelt køkken på benene, og udarbejdet et godt arbejdsmæssigt fundament. Vi havde i længere tid gået og funderet over et muligt koncept, og missionen var at lave den bedste burger. Det viste sig også at blive en succes - både i huset og som take-away. Da vi nåede sommerferien, kunne vi dog se at kapaciteten blev udfordret. Vi havde pænt sagt mere travlt, end vi havde håbet på, fortæller Andreas Grøn Franksen fra Beers & Burgers.

Efter en travl sæson i 2025 havde Beers & Burgers nogle konkrete forbedringsområder, som skulle varetages i løbet af vinteren.

- Vi har faktisk lavet køkkenet helt om. Nyt gulv, ny opvaskestation, nye arbejdsborde, og vigtigst af alt har vi øget kapaciteten på stegepladsen med 100 procent og frituren med 300 procent. Vi har  tilpasset indretningen i køkkenet og baren til vores arbejdsgang for at optimere mest muligt. Desuden har vi nylakerede borde og sat vores eget præg på indretningen, så indretningen afspejler en mere hyggelig og intim atmosfære, siger Andreas Grøn Franksen.

Beers & Burgers har også fået Carlsberg som leverandør af øl.

- Hermed har vi nogle af markedets bedste og mest populære øl. Alt fra Jacobsens bryggeri til Grimbergen, Mikkeller, 1664, Brooklyn og selvfølgelig Tuborg (Classic) og Carlsberg (Pilsner). Alle sammen øl, vi har valgt til dette sted og selvfølgelig alle på fad. Vi har også fået de suverænt bedste cocktails på fad, hvor vi blandt andet har fået vores egen cocktail, som hedder Beers&Burgers Amaro Tonic. En sublim cocktail, understreger Andreas Franksen.

Han er ikke i tvivl om, at Beers & Burgers har byens bedste burgers, Fish & Chips og stjerneskud.

- Det hele skal stå på benene af gode friske råvarer - lige fra vores eget hakket oksekød, som vi hakker få timer, inden vi åbner hver dag, til håndpillede rejer, og til den kuller og rødspætte, som bliver købt og fileteret samme dag, som vi bruger den. Alt i alt går vi efter råvarer i højeste kvalitet, og vi går hele tiden efter at optimere smagen. Dressinger er hjemmelavede af friske råvarer og drueagurkerne er hjemmesyltede.

I forbindelse med åbningen næste fredag vil der hele weekenden være tilbud på Beers & Burgers' mest populære burger-menu, Bacon Cheese til 100 kroner. Det er burger, pommes frites, dressing og en sodavand.

- Derudover laver vi Fish & Chips til samme pris. Det er både i huset og som take-away fra 20.-22. marts. Der vil også være tilbud på de nye cocktails, lover Andreas Franksen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...