Thomas Klimek: Nordjysk elnet skal skrives ind i nyt regeringsgrundlag
Energinets beslutning om at sætte nye tilslutninger til elnettet på pause i tre måneder understreger, at noget er helt galt i nordjysk forsyningssikkerhed, mener den socialdemokratiske folketingskandidat Thomas Klimek (A), opstillet i Hjørring-kredsen.
- Det er ikke bare en pause, som Energinet sætter i værk. Med beslutningen sætter man en vejafspærring op foran den kø af virksomheder, der allerede nu står i kø for at tilslutte sig det nordjyske elnet. Hvert minut mister Nordjylland vækst, arbejdspladser og dermed bosætning, når energiforsyningen er utilstrækkelig. Det er mere end alvorligt, mener Thomas Klimek.
Kapacitetsmanglen er så alvorlig og afgørende for regionens erhvervsfremtid, at der skal handles politisk ved specifikt at skrive elnettets manglende kapacitet i Nordjyllands ind i et nyt regeringsgrundlag.
I det eksisterende regeringsgrundlag er den generelle udbygning af Danmarks elnet i forvejen med, men situationen i Nordjylland kalder på målrettet prioritering, mener Thomas Klimek (A).
- Virkeligheden og behovet er ganske enkelt bare accelereret lynende hurtigt alle steder, men her i det nordjyske er den manglende kapacitet nu meget kritisk. Den grønne omstilling, iværksætteri og erhvervsudvikling for en hel region er på spil og derfor må en ny regering konkret nedfælde Nordjylland som prioriteret indsatsområde, understreger Thomas Klimek.




































