Fuldt hus til foredrag med arkæologer fra Vendsyssel Historiske Museum
Torsdag aften byder Kvissel Borgerforening indenfor i Kvissel Fritidshus til et foredrag med arkæologer fra Vendsyssel Historiske Museum. De er inviteret til at holde et oplæg om deres spændende fund, som de i foråret gjorde på området ved siden af byens legeplads.
Banedanmark ville bruge området til oplagringsplads for deres maskiner og materiel i forbindelse med den planlagte istandsættelse og fornyelse at Kvissel Stations perroner og skinner, som skulle påbegyndes 1. juni 2025. Men arkæologerne skulle afsøge området først og gjorde fund, som medførte, at Banedanmarks projekt nu er udsat til 2026.
- Mange beboere i området fulgte på afstand det store arbejde med både gravemaskiner og små spatler, og derfor fandt vi det oplagt at forsøge at sætte et foredrag på plakaten, så borgerne i byen kunne få en større indsigt i arkæologernes spændende fund, udtaler formand for Kvissel Borgerforening, Lajla Villumsen.
Der har været stor tilslutning til arrangementet, og borgerforeningen kan derfor melde fuldt hus, hvilket glæder alle i bestyrelsen.