Gå til hoved-indhold
08. august 2026 - kl. 00.08

Gratis træning i august og september: CrossFit 9900 starter nyt seniorhold

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

CrossFit 9900 udvider nu holdplanen med et nyt seniorhold, der har opstart tirsdag 18. august. Tilbuddet er målrettet pensionister, som ønsker at styrke kroppen, bevare en aktiv hverdag og træne i et trygt og socialt fællesskab.

For at markere opstarten tilbyder CrossFit 9900 gratis træning resten af august og hele september. Først fra 1. oktober overgår deltagerne til et almindeligt medlemskab til 249 kroner om måneden - uden binding og uden en ekstra måneds opsigelse.

Der trænes hver tirsdag og fredag kl. 10.00-11.00, og medlemskabet inkluderer samtidig fri træning i centrets åbningstid.

Træningen bliver ledet af boxejer Mathias Skagbæk, som har stort fokus på, at alle kan være med – uanset træningserfaring eller eventuelle skavanker.

- Jeg glæder mig meget til at få et fast seniorhold op at køre. Vi har allerede flere medlemmer, som har efterspurgt det, og vi kan se, hvilken forskel funktionel træning gør i hverdagen. Det bliver ganske enkelt nemmere at klare dagligdagens gøremål, når man vedligeholder sin styrke, balance og bevægelighed. Samtidig skal træningen være sjov, og vi lægger stor vægt på det sociale fællesskab. Man skal have lyst til at komme igen, fortæller Mathias Skagbæk.

Funktionel træning tager udgangspunkt i de bevægelser, vi bruger hver eneste dag – eksempelvis når vi rejser os fra en stol, går på trapper, løfter indkøbsposer eller leger med børnebørnene. Derfor arbejder deltagerne med styrke, kondition, balance og mobilitet gennem øvelser, der tilpasses den enkeltes niveau.

Hos CrossFit 9900 håber man, at det nye hold kan være med til at inspirere flere pensionister til at holde sig fysisk aktive.

- Man er aldrig for gammel til at blive stærkere. Vi ønsker at skabe et hold, hvor der er plads til alle, og hvor man både får motion, fællesskab og en sjov time sammen med andre, siger Mathias Skagbæk.

Seniorholdet har første træning tirsdag 18. august, og interesserede kan allerede nu tilmelde sig eller kontakte CrossFit 9900 for at høre mere om holdet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...