Gå til hoved-indhold
30. juli 2014 - kl. 03.07

Grillbar i Fr.havn hængt ud på forkert grundlag

  • 1 af 4
    FOTO: presse
  • 2 af 4
    FOTO: Presse
  • 3 af 4
    FOTO: Simon Bang Jensen
  • 4 af 4
    Efter et besøg af Jobpatruljen i starten af juli er det kommet frem, at Steff's Place er blevet fejlagtigt udstillet. Foto: Simon Bang
Af: Simon Bang Jensen

- Dialog er og bliver vores fremmeste våben, og det handler om at snakke fornuftigt sammen for at komme til bunds i tingene. Vi er der for at hjælpe, siger Mads Guldhammer, lokalkoordinator for Jobpatruljen i Nordjylland. En udmelding, han især hæfter på besøgsrunden i Frederikshavn, hvor det har vist sig, at grillbaren Steff's Place - Frederikshavnergrillen er blevet hængt for hårdt ud på et lidt fejlagtigt grundlag.

Fagbevægelsen Jobpatruljen har i uge 28 og 29 besøgt adskillige virksomheder rundt om i Nordjylland, som har unge ansatte, for dels at tjekke virksomhederne efter i sømmene og spørge ind til de unges arbejdsvilkår. Besøget er et kontroltjek, men ifølge Mads Guldhammer skal det lige så meget ses som en hjælpende hånd til de virksomheder, som måske ikke er helt inde i lovgivningen.

I tilfælde af eventuelle uregelmæssigheder er det fagbevægelsens opgave at tage en sund og saglig dialog op med virksomhederne for på den måde at klæde dem ordentligt på. 

- Det vigtigste for os er, at vi kan tage dialogen op med den pågældende virksomhedsejer, og at vi derefter løbende løser "problemet" i fællesskab, siger han, og henviser til sagen om Steff's Place på Gl. Skagensvej 7 i Frederikshavn, hvor Jobpatruljen i løbet af juli har hjulpet ejeren Helle og ægtemanden Poul Poulsen med at implementere enkelte ændringer i dagligdagen.

Den frederikshavnske grillbar er tidligere blevet udstillet som værende en dårlig arbejdsplads, men det er ikke sådan, det i virkeligheden ser ud. Ægteparret har haft grillen i 32 år, og der har altid været styr på tingene.

Da Jobpatruljen i begyndelsen af juli besøgte grillbaren, snakkede de med en 14-årig pige, som var ansat til at fylde poser, stå lidt i køkkenet og rydde op på bordene. Hun svarede på daværende tidspunkt ja til at have serveret alkohol for kunderne på grillbaren, og at hun var ansat uden kontrakt og ingen lønsedler fik. Oplysninger, som sidenhen har vist sig at være usande.

- Pigen, vi snakkede med, har givet os fejlagtige informationer, og det har nok bygget på misforståelser og uvidenhed. Der var enkelte ting, der skulle forbedres, men ellers er grillbaren slet ikke så slem, som vi først troede og fik det til at lyde. Poul og Helle Poulsen har kunne dokumentere alt, men de har dog stadig været interesseret i en dialog, og det er kun godt for alle parter, fortæller Mads Guldhammer, der samtidig er glad for, at de er kommet til bunds i sagen.

Ægteparret regnede ikke med, at det var deres sted, der blev omtalt negativt i medierne, for som han siger, så har de intet at skjule. 

- Da jeg fandt ud af, at det var os, der blev omtalt, fortalte jeg det omgående til folk, for det ville jeg ikke have hængende på os, når jeg hele tiden har gået meget op i, at de unge netop skal have de bedste arbejdsvilkår som overhovedet muligt, udtaler han til Kanal Frederikshavn. 

Han erkender, at den 14-årige pige har arbejdet i et lokale, hvor der har været alkoholservering, men at hun kun har ryddet af bordene og altid har været under opsyn af en voksen. Det er ifølge Mads Guldhammer et fortolkningsspørgsmål, hvorvidt unge under 18 år må arbejde i lokaler, hvor der sælges alkohol, men her er det politiets vurdering.

- Politiet kommer her jævnligt og henter mad, og de har kommenteret sagen, men de har ikke ment, at det er noget problem, når vilkårene nu engang er, som de er, lyder det fra Poul Poulsen.

Han ser dog positivt tilbage på forløbet med Jobpatruljen, og han er i dag glad for, at de kiggede forbi den lille grillbar, da han på den måde er blevet klogere på et par ting.

- Jeg synes helt klart, at dialog er vejen frem og en god måde at løse tingene på, og Mads Guldhammer har hele tiden været god at snakke med, så jeg har sagt, at de altid er velkommen til at kigge forbi igen, smiler han.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...