Gå til hoved-indhold
13. oktober 2025 - kl. 11.10

Heldigt for os er Maskinhallen opstået i Frederikshavn

  • 1 af 1
Af  Anders Brandt Sørensen

Borgmesterkandidat Anders Brandt Sørensen(A) har skrevet dette indlæg: Dette er en hyldest til vores dejlige Maskinhallen og folkene bag – dem, der har gjort det muligt for rigtig mange at opleve kultur i alle afskygninger. Også den slags, der ikke nødvendigvis bliver udsolgt på de store scener i løbet af to minutter på Billetnet.

Personligt ville jeg gerne komme der endnu mere, end jeg gør. Jeg har dog haft mange gode stunder. Jeg hørte min tidligere dygtige kollega fra gymnasiet, Lukas, spille med bandet GRAM. Jeg oplevede det sammen med mine drenge, hvilket gjorde dem til bandets største fans. De blev virkelig rørte til den koncert. Tænk sig, at man kan være med til at kulturelt udvikle en teenager. Tak GRAM og Maskinhallen for det.

En mere personlig oplevelse var koncerten med Oscar Danielson. Besvärjelse er en rørende sang om at blive forældre og alt det, der følger med i at elske sine børn, uanset hvad der sker. Smuk. Gå ind og find den, der hvor du hører din musik. Mærk tåren og smilet, der presser sig på.

Vi har et enestående regionalt spillested, hvor kunstnere kommer og spiller, og hvor vi får glæde af det.

Med Jens Ole i spidsen, sammen med en masse andre stærke kræfter, bliver der hele tiden udviklet og skabt nyt i Maskinhallen: onsdagsmorgenmad, medlemskab til prisbevidste kulturforbrugere, samarbejde med FGU.

Og så i en af byens dejlige, historiske bygninger. En af dem, vi heldigvis ikke har revet ned.

Lad os i fremtiden i endnu højere grad rive med i det liv, som naturligvis kræver brød, skole og omsorg, men som også kræver tårer og smil sammen med dem, vi holder af.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...