Helle Thomsen skal igen være cheftræner i CSM Bucuresti
Den frederikshavnske håndboldtræner Helle Thomsen skal igen være cheftræner i CSM Bucuresti. Det oplyser den rumænske storklub på sin hjemmeside. Helle Thomsen vender dermed tilbage til den klub, som fyrede hende i marts 2018.
Helle Thomsen har underskrevet en to-årig kontrakt med CSM Bucuresti, som hun senest trænede i sæsonen 2017/2018. Dengang blev hun fyret straks efter en hjemmesejr i den rumænske liga. Fyringen skete i hallen, mens fans og spillere kunne se de to ledere tale med Helle Thomsen på trænerbænken.
- Det var ikke værdigt, udtalte Helle Thomsen en måned senere til TV 2 Sport.
Men nu vender den 53-årige frederikshavner alligevel tilbage til den rumænske klub.
- Jeg ser frem til at vende tilbage til Rumænien. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med folkene i klubben, sponsorerne, fansene, personalet og selvfølgelig spillerne. Jeg håber, at I alle vil støtte os i næste sæson, både når vi spiller godt, og når vi gør det mindre godt, siger Helle Thomsen i en video offentliggjort på den officielle Facebook-side for Bukarest Municipal Sports Club.
Helle Thomsen har i de seneste par sæsoner været cheftræner Neptunes Nantes i Frankrig, som kvalificerede sig til Final 4 i EHF European League. Helle Thomsen vandt to gange DM-guld med FC Midtjylland, hvor det også lykkedes at komme i semifinalen i Champions League.
Hun har også været landstræner med succes i Holland og Sverige. Her lykkedes det at vinde EM-bronze i 2014 med Sverige, og under Helle Thomsens kommando vandt Holland bronze ved VM i 2017 og sølv ved EM i 2016.
I sin aktive karriere vandt Helle Thomsen DM-sølv og -bronze med FfI.
Helle Thomsens første officielle arbejdsdag i Rumænien bliver 24. juli, hvor spillerne, som ikke er involveret i OL i Paris, møder ind.
CSM Bucuresti skal også en tur til Danmark i den kommende sæson. Klubben er havnet i Champions League-pulje med Nykøbing Falster Håndbold.