Hemmelig lydfil: Ingen tilsynssag mod Frederikshavn Kommune
Ankestyrelsen rejser ikke en tilsynssag mod Frederikshavn Kommune i sagen om kommunens håndtering af nogle anmodninger om aktindsigt fremsat af TV2 Nord, hvor kommunen ifølge presseomtale af en hemmelig lydoptagelse havde skjult dokumenter om Frederikshavn Havn i forbindelse med besvarelsen.
- Jeg blev rigtig glad for at læse tilsynsmyndighedernes afgørelse. Jeg har også haft mulighed for at læse alle rapporter vedrørende havnen - dermed også det udvidede, som kræver sagsindsigt. Samlet set er konklusionen set fra min stol. Ja, der er begået fejl, men grundlæggende bør man som byrådspolitiker siden 2010 i Frederikshavn Kommune vedstå sig ansvaret for den kollektive chance, vi har taget på kommunens vegne, siger byrådsmedlem Peter Laigaard (UP).
Han mener nu, at tiden er inde til, at politikere og andre holder op med at grave mere i fortiden.
- Advokatrapporten fandt ikke noget ansvarspådragende, og heldigvis fandt tilsynsmyndighederne heller ikke noget på vores embedsværk i forhold til aktindsigter/lydfil, bortset fra småtingsafdelingen - skal der gives aktindsigt, når kommunaldirektøren kun er på cc på en mail og den slags, udtaler Peter Laigaard og fortsætter:
- Det værste ved konstant at fremføre alle disse konspirationsteorier er, at det virker to veje. Dels på borgerne, der bor i den kommune og nedbryder tilliden til både det politiske og administrative system i vores kommune og skaber splid, dels på på borgere eller virksomheder der måtte påtænke at flytte hertil, men altså også på vores kommunale medarbejdere, der gang på gang oplever politikere fremføre konspirationsteorier i byrådssalen og medierne med beskyldninger om en “rådden kultur”. Når alt bliver vendt og drejet i egen indbildning med egne undersøgelser og rapporter eller urimelige fortolkninger af brudstykker i tusindsvis af mail fra en aktindsigt, er vi langt ude. Det er et direkte angreb på den tillidsbaserede kultur, som vi er så stolte af her i Danmark, og som vi er så afhængige af også gælder i forhold til vores embedsværk. Det værste, der kan ske, er, at embedsværket, som omfatter mange mennesker i vores kommune, lader sig påvirke af denne politiske kamp, og vi får skabt en "frygt for fejl kultur" og bliver handlingslammet.
Hvorfor har det udviklet sig sådan?
- Der er tale om en politisk kamp om at udstille dem, som fik flere stemmer end én selv ved sidste valg, men med beskyldninger på embedsværket som redskab for denne kamp. Ikke bare Venstre har ført an i denne kamp, men selv SF har været med på denne vogn. Det er da godt, der er noget de to partier, kan være enige om, når vi snart ser en genopførelse af "Understedkuppet". Version 2.0-spørgsmålet er vel kun, hvem der skal stå i spidsen for dette eksperiment? Metoderne er de dog enige om: "Deep State"-teorier om hemmelige udemokratiske konspirationer og magtmisbrug, som ikke mindst Donald Trump med held fremførte i sin valgkamp. Nu må vi se, om der virker her i Frederikshavn Kommune til november, udtaler Peter Laigaard.