HF Struktur med særlig støtte til at gennemføre en HF
I sommer startede de første elever på HF Struktur, en særlig tilrettelagt uddannelse på Frederikshavn Gymnasium for elever, der har brug for ekstra støtte. På mandag kan interesserede både i og udenfor kommunen høre om HF Struktur, når der er åbent hus.
HF Struktur er et tre-årigt uddannelsesforløb for de unge, der har brug for at tage en ungdomsuddannelse med plads til støtte og ro i hverdagen. Tilbuddet, der har hjemme på Frederikshavn Gymnasium, er målrettet unge med særlige behov.
I sommer startede klassen med 20 elever og var det meste af efteråret lukket for tilgang. I dag går der 18 elever i klassen, og de er særdeles glade for at gå i klassen fortæller uddannelsesleder Hanne Glumsøe Bach:
- Jeg er enormt glad for, at vores nye HF Struktur er kommet godt fra land. Efterspørgslen har været stor, så der er ingen tvivl om, at vi har ramt et tilbud, som vi har manglet. Min fornemmelse er, at mange af eleverne har fundet sig godt til rette og er glade for, at der er kommet et særligt tilrettelagt tilbud, som giver dem mulighed for at tage en ungdomsuddannelse på trods af udfordring og/eller særlige behov.
Lærerteamet omkring HF Struktur brugte en del af sidste skoleår på efteruddannelse, og inden skolestart blev de fysiske rammer på gymnasiet tilpasset, så de bedre opfylder behovene hos gruppe unge. Modsat de andre elever har HF Struktur f.eks. eget klasselokale med særlige arbejdspladser, fællesrum og et tilhørende samtalerum. Klassens elever deltager dog også i skolens øvrige liv og har været med til idrætsdag, samlinger, ryste sammen dag og meget andet.
Rebecca Paja Juul Pedersen er en af eleverne på HF Struktur, og når hun skal beskrive sin skolegang, er hun ikke i tvivl.
- I starten var jeg nok lidt skeptisk, men hvor er det fedt med en uddannelse, der foregår i vores tempo, og hvor der bliver taget hensyn til vores særlige udfordringer. Kortere skoledag, ingen lokaleskift – som tidligere har presset mig en del – faste rammer, lektiemodul med ekstra hjælp osv er bare lige mig. Jeg synes også, vi i klassen har respekt for hinanden, og vi har et godt sammenhold. Jeg er tryg og meget glad for at gå i klassen.
Sidder du nu og tænker, at HF Struktur kunne være noget for dig eller en, du kender, holder Frederikshavn Gymnasium åbent hus på mandag 12. januar kl. 19.00. Du kan læse mere om uddannelsen på gymnasiets hjemmeside (HF Struktur (3 år) - Frederikshavn Gymnasium), ligesom du altid er velkommen til at kontakte uddannelsesleder Hanne Glumsøe Bach på Frederikshavn Gymnasium.




































