Hotel Strandly i Skagen får nye ejere efter 36 år
Hotel Strandly i Skagen får fra årsskiftet nye ejere. Det 117 år gamle hotel overtages af Thomas Luca Andreasen og Kim Andreasen, der har købt det familiedrevne hotel af Grete Jensen, der har ejet hotellet siden 1986 og budt tusindvis af sommergæster, håndværkere og stamgæster velkommen.
Efter at have stået i spidsen for Brøndums Hotel gennem de seneste syv år ser Thomas Luca Andreasen meget frem til at få overrakt nøglerne til hotellet.
- Jeg kan jeg næsten ikke vente på at komme i gang og glæder mig utrolig meget, siger han.
Grete Jensen har sat stor pris på den familiære kontakt, hun har haft til gæsterne og vil gerne sige tak til dem, der trofast har besøgt Hotel Strandly.
- De nye ejere ønskes alt mulig held og lykke, og jeg sætter stor pris på, at det er Thomas, der skal drive hotellet videre. Det er spændende og udfordrende at være hotelejer, og der er aldrig to dage, der er ens, udtaler Grete Jensen.
Den kommende tid skal Thomas Luca Andreasen lære hotellet, arbejdsgangene, personalet og gæsterne endnu bedre at kende. Dette foregår i tæt samarbejde med den snart tidligere ejer og familie, så overgangen sker bedst muligt.
- Vi ønsker at bevare, videreføre og udvikle det lokalforankrede hotel, hvor naturen, omgivelserne, historien og nærmiljøet skal tages med ind. Jeg har mange ideer til forbedringer af hotellet, og den kommende tid skal bruges på at indrette og renovere hotellet, så den rette atmosfære skabes, fortæller Thomas Luca Andreasen.
Han ser et stort potentiale i at udvide sæsonerne og tilbyde forskellige ophold.
- Hotel Strandly er en perle, som fortjener at få mere eksponering og fokus, mener Thomas Luca Andreasen.
Hotellet, der har den unikke beliggenhed i det gamle Østerby, ligger blot 200 meter fra Skagen Sønderstrand, 300 meter fra havnen og 300 meter fra Skagen bymidte.