Hverdagsliv i krisetid: Du er - i det store hele - præsident i eget palads

Jeg overhørte en af mine lærerveninder forleden, der sagde: "Jeg føler nogen gange, at det er ligegyldigt at undervise i matematik, når verden er så kaotisk for tiden".

Den tanke - eller noget der ligner - har nok strejfet mange af os for nylig. For hvordan kan man leve et normalt menneskeliv i en tid, hvor en præsident kan sætte så meget pris på en selvstændig nation og et folk, at han alvorligt forsøger sig med at købe - eller endda overtage det? Når lederen af den af den frie verden agerer diktatorisk, bliver alt hulter til bulter.

Den nuværende Grønlandskrise er alvorlig - og samtidig er den blot den seneste i en lang række af kriser i vores verden: Klimakrisen, inflationskrisen, identitetskriserne, toldkrisen, Ukrainekrisen, Gazakrisen, Irankrisen. Ej at forglemme alle de kriser mediernes gule bjælker ignorerer. For eksempel er situationen i Sudan verdens værste humanitære krise lige nu - og samtidigt den mest oversete. Mængden af kriser er overvældende. Ja, faktisk har der ikke været så meget krise siden 2. verdenskrig, siger nogen.

Jeg synes, det er svært ikke at blive påvirket af den evindelige strøm af breaking news om, hvem der nu synes hvad om alverdens humanitære, eksistentielle, politiske og geoøkonomiskekriser. Giver det stadig mening at smøre madpakker og lære matematik ind i alt det?

Jeg har (mere alvorligt end jeg tør indrømme) endda overvejet om man ikke burde anskaffe sig en bue. For når krisen kradser, bomberne falder, og tredje verdenskrig begynder, så kan en bue vel være meget handy? Eller hvad? Det er tragikomisk at se sig selv overveje sådanne paniske tiltag. Men krisetider avler ofte panik.

C.S Lewis, en klog britisk kristen tænker (ham med Narniabøgerne), behandler i sit lille essay On Living in an Atomic Age fra 1948 netop spørgsmålet: Hvordan lever man et normalt kristent menneskeliv i krisetider? Da Lewis skrev sit essay, var frygten for verdensomspændende atomkrig-krisen, der kradsede. Ikke ulig hvad nogle frygter den dag i dag. Lewis skriver (min oversættelse):

”Hvis vi alle skal ødelægges af en atombombe, så lad den bombe, når den kommer, finde os i gang med at gøre fornuftige og menneskelige ting – bede, arbejde, undervise, læse, lytte til musik, bade børnene, spille tennis, snakke med vores venner over en øl og et spil dart – ikke krøbet sammen som skræmte får og tænke på bomber. De kan måske ødelægge vores kroppe (en mikrobe kan gøre det), men de behøver ikke at dominere vores sind.”

Kriser kan måske ødelægge vores kroppe, nøjagtigt som sygdom kan, men kriser behøves ikke ødelægge vores sind. Det synes jeg er besindigt sagt! Om så bomben skulle falde, om så invasionen skulle hænde, om så krisen skulle ramme dig, da skal vi først og fremmest bevare roen og fortsætte vores menneskelige liv. Måske fordi hverdagslivets ordnede gentagelser med dets leverpostejmadder, uddannelse og arbejde er den egentlige modgift mod krisers paniske kaos tilstande. Ja, måske er det netop når krisen kradser, at vi særligt skal besinde os på at smøre leverpostejen helt ud til skorpen - og huske at være sammen med vores venner.

For selvom ingen kriser løses af, at du bevarer roen og lever din hverdag videre efter bedste evne, så forhindrer det krisen i at overtage dit sind. Og den kamp kan vi kæmpe. Denne verdens præsidenter har vi ikke meget megen magt over. Men du er - i det store hele - præsident i eget palads. Og der er det din opgave at bevare roen og fortsætte livet.

I mødet med livets skrøbelighed siger Jesus lidt det samme. Han siger: Frygt ikke, tro kun. Bevar roen og fortsæt livet - i stædig tro på at det skal lysne.