Gå til hoved-indhold
06. november 2025 - kl. 01.11

Japansk regering tildeler tidligere borgmester en udmærkelse

  • 1 af 4
  • 2 af 4
    Sidste år deltog ambassadør Hideki Uyama i fejringen af Sæbys 500-års købstadsjubilæum sammen med sin kone, Mariko Uyama.
  • 3 af 4
    Her ses Birgit S. Hansen sammen med ambassadør Hideki Uyama.
  • 4 af 4
    Johannes Knudsens gravplads i Frederikshavn.
Af: Michael Frederiksen

Den japanske regering har i denne uge besluttet at tildele Birgit S. Hansen, tidligere borgmester i Frederikshavn Kommune, udmærkelsen "The Order of the Rising Sun, Gold Rays with Rosette".

På sin hjemmeside skriver den japanske ambassade i Danmark:

"Overrækkelsen sker som anerkendelse af Birgit S. Hansens betydelige bidrag til at fremme mellemfolkelig udveksling og gensidig forståelse mellem Japan og Danmark, især Wakayama-provinsen og Frederikshavn Kommune."

Den tidligere borgmester modtog nyheden i Brasilien, hvor hun befinder sig i forbindelse med klimatopmødet COP30.

Ambassaden overbragte Birgit S. Hansen en hilsen fra ambassadør Hideki Uyama, som flere gange har været i Frederikshavn. Han beklager dog, at han ikke kommer til at medvirke i prisoverrækkelsen, da han forlader Danmark i december.

Den særlige forbindelse mellem Frederikshavn og Wakayama skyldes, at maskinmester Johannes Knudsen fra Frederikshavn ombord på skibet Ellen Mærsk tilbage i 1957 forsøgte at redde japanske fiskere fra et skib i brand ud for Wakayamas kyst. Desværre mistede han selv livet under dette redningsforsø. Johannes Knudsen er blevet hædret med statue og mindehøjtideligheder i Wakayama, og hans heltemod er kendt i lokale skoler.

Japanske delegationer har under skiftende borgmestre flere gange besøgt Johannes Knudsens gravplads i Frederikshavn. Der er også etableret elevudvekslinger mellem Frederikshavn Gymnasium og Hidaka High School i Japan. Palads Teatret afviklede sidste år Japansk Anime Filmfestival.

Den japanske udenrigsminister Motegi har ligeledes sendt en lykønskning til Birgit S. Hansen.

Udmærkelsen finder sted i begyndelsen af 2026, hvor Japans nye ambassadør i Danmark, Mori, vil være vært på ambassaden.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...