Gå til hoved-indhold
20. august 2021 - kl. 22.08

Jeppe Ørskov Pier og Arne Ørskovs Vej indviet i dag

  • 1 af 12
    FOTO: Eframe
  • 2 af 12
    FOTO: Eframe
  • 3 af 12
    FOTO: Eframe
  • 4 af 12
    FOTO: Eframe
  • 5 af 12
    FOTO: Eframe
  • 6 af 12
    FOTO: Eframe
  • 7 af 12
    FOTO: Eframe
  • 8 af 12
    FOTO: Eframe
  • 9 af 12
    FOTO: Eframe
  • 10 af 12
    FOTO: Eframe
  • 11 af 12
    Jeppe Ørskovs søn, Malte Ørskov, holdt en flot tale om sin afdøde far i forbindelse med indvielsen af Jeppe Ørskovs Pier. Foto: Eframe
  • 12 af 12
    Jeppe Ørskovs søn, Malte Ørskov, holdt en flot tale om sin afdøde far i forbindelse med indvielsen af Jeppe Ørskovs Pier. Foto: Eframe
Af: Michael Frederiksen

Et 25.000 kvadratmeter nyt stort værftsområde blev i dag officielt indviet af Orskov Yard og Frederikshavn Havn. Området består af Dock 5 samt Jeppe Ørskov Pier, og derudover blev Arne Ørskovs Vej også indviet af de 200 inviterede gæster.

- Hele familien er meget beæret over, at Frederikshavn Havn og Frederikshavn Kommune har valgt at opkalde den nyanlagte hovedfærdselsåre på det nye havneområde for Arne Ørskovs Vej. Han er jo den oprindelige grund til, at vi er, hvor vi er. Ligeledes har vi fået den store ære at få opkaldt den nyetablerede pier for Jeppe Ørskov Pier. Han brændte rigtig meget for, at havneudvidelsen blev en realitet og dermed kunne skaffe vækst på værftet og til byen, siger direktør og ejer Christina Ørskov og bestyrelsesformand Niels Ørskov.

Arne Ørskov Christensen grundlagde værftet i 1958, hvor sidenhen Niels Ørskov overtog ledelsen og drev aktiviteterne på Frederikshavn Havn. I 2003 trådte tredje generation til med Christina og Jeppe Ørskov ved roret, og værftet skiftede retning fra et nybygningsværft til et reparationsværft.

Det var begyndelsen på en ny æra for den familieejede virksomhed. Niels Ørskov stod i dag for den officielle indvielse af Arne Ørskovs Vej og Malte Ørskov løftede sløret for Jeppe Ørskov Pier, opkaldt efter sin far.

Jeppe Ørskovs søn om sin far: Reel, loyal og ordholden
Malte Ørskov holdt en flot tale, hvor han kom ind på sin fars vindende væsen.

- Alle, der mødte ham, oplevede ham som en reel, loyal og ordholden person med et kæmpe drive og engagement. Han havde sin helt egen humor, og han talte til andre i øjenhøjde, sagde Malte Ørskov.

Han kom også ind, hvordan hans far knoklede fra tidlig morgen til sen aften.

- Han kørte sig selv benhårdt. Han var første mand på pladsen og sidste mand, der gik hjem. Han gik altid selv i spidsen, når der skulle ydes en ekstra indsats, sagde Malte Ørskov.

Borgmester Birgit S. Hansen udtrykte familiens Ørskovs betydning for Frederikshavn meget klart.

- Vi hylder Arne og Jeppe med vejnavn og pier-navn. Og vi har officielt indviet Dock 5, som er endnu en milepæl i ikke bare fortællingen, men virkeligheden om Orskov Yard. Intet kunne lade sig gøre uden familien Ørskov. Alle med hver sin personlighed, men alle med det der drive. Det vi så godt kan lide - nemlig at vi vil denne by, vi vil overleve, vi vil vækste, udtalte borgmesteren.

Arbejdet med projektet i mange år
Den nye flydedok – Dock 5 - ankom til Frederikshavn i august sidste år og blev døbt 15. januar 2021 af Jeppe Ørskovs datter, Luna, ved en privat ceremoni grundet COVID-19, og nu står kajanlægget altså færdigt.

- Det er virkelig en glædens dag i dag. Vi har arbejdet på det her projekt i mange år, og nu står vi her med en ny flydedok og et nyt flot landanlæg. Vejen hertil har været spændende og udfordrende. Lige fra vi lavede de første skitser, til vi rejste rundt i verden for at se på potentielle dokke, til vi skrev kontrakt med det tyrkiske værft Hat-San på en nybygget flydedok, skrev kontrakt med Frederikshavn Havn, fik myndighedsprojektet på plads og til bygning af dokken i Tyrkiet og bygning af landanlægget her i Frederikshavn, sagde adm. direktør Lars Fischer, Orskov Yard.

Siden Dock 5 blev taget i brug i januar i år, er 11 skibe dokket ind, og den har kun stået ledig i 10 dage. I gennemsnit har den beskæftiget hele 100 fuldtidsstillinger om dagen - dette i tillæg til de eksisterede aktiviteter hos Orskov Yard.

Dock 5 har, med dens størrelse og dybgang, i den grad vist sit værd, og Orskov Yard har nu mulighed for at servicere de store skibe, som ellers var tvunget til at vælge et andet værft. I tillæg til den nye flydedok og det nye kajanlæg bliver der bygget et nyt maskin- og rørværksted, som står færdigt ved årsskiftet.

Stor drivkraft omkring havneudvidelsen
Direktør Mikkel Seedorff Sørensen, Frederikshavn Havn, havde også fundet posen med superlativer.

- Jeppe var en stor drivkraft omkring havneudvidelsen, og han udtrykte dengang, at "vi er nødt til at udvikle Frederikshavn Havn - ellers kommer vi til at afvikle aktiviteter". I dag ser vi nogle af resultaterne, og Dock 5 har en stor symbolsk betydning. Ørskov tog et initiativ som lokomotiv og har taget ansvar med en stor investering, som vil gavne den maritime serviceindustri i hele Nordjylland, lød det fra Mikkel Seedorff Sørensen.

Det nye anlæg er konstrueret således, at det på sigt muliggør etablering af yderlig en dok. Projektet er stadigvæk i sin spæde start, men ønsket er på sigt at få en dok, som er endnu større end de eksisterende. Orskov Yard har på nuværende tidspunkt investeret tæt på 300 millioner kroner i det nye område.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...