Johan Schwerin tiltræder som CEO for ME Production
Johan Schwerin tiltrådte 1. august 2026 som CEO for ME Production i Frederikshavn og afløser Jens Peter Faldt. Som CEO vil Johan Schwerin fokusere på at styrke virksomhedens kommercielle udvikling og markedsposition inden for den maritime industri og energisektoren.
Johan Schwerin kommer til ME Production med omfattende ledelsesmæssig og kommerciel erfaring. Hans fokus bliver at bringe virksomhedens tekniske løsninger og servicekompetencer endnu tættere på kunder og samarbejdspartnere samtidig med udviklingen af nye kommercielle muligheder.
- ME Production har stærke tekniske kompetencer og løsninger med betydelig relevans for den maritime industri. Jeg ser store muligheder for at bygge videre på dette fundament ved at komme endnu tættere på vores kunder, styrke vores kommercielle tilgang og få endnu mere ud af det, virksomheden allerede gør godt, siger Johan Schwerin.
Han afløser Jens Peter Faldt, som grundlagde ME Production i 2014 gennem en sammenlægning af Marine Exhaust Technology, Toppenberg og Mekanord. Siden da har Jens Peter Faldt spillet en central rolle i udviklingen af virksomheden og i etableringen af ME Production som en anerkendt leverandør af maritim- og energiteknologi.
- Jens Peter har haft afgørende betydning for ME Productions udvikling og er en væsentlig årsag til, at selskabet er, hvor det er i dag. Hans engagement og entreprenante tilgang har været med til at opbygge virksomheden og dens tekniske kompetencer gennem årene. Johan kommer med solid kommerciel erfaring og stærke ledelseskompetencer, og jeg er overbevist om, at han kan bygge videre på dette fundament og videreudvikle ME Productions position på markedet, udtaler Jesper S. Jensen, bestyrelsesformand for ME Production.
Samarbejdet mellem ME Production og TORM begyndte med et joint venture i 2018. I 2022 erhvervede TORM en ejerandel på 75 procent af virksomheden, og i 2025 overtog TORM de resterende aktier og blev dermed eneejer af ME Production.
Under Johan Schwerins ledelse vil ME Production fortsætte udviklingen af sine løsninger til den maritime industri og energisektoren med afsæt i virksomhedens tekniske ekspertise, etablerede produktportefølje og globale servicekapacitet for at skabe værdi for kunderne og understøtte virksomhedens fortsatte vækst.
ME Production udvikler og leverer løsninger til den maritime industri og energisektoren, der hjælper kunderne med at øge energieffektiviteten og reducere deres miljøpåvirkning.
Med hovedkontor i Frederikshavn og datterselskaber i Kina og Panama kombinerer ME Production teknisk ekspertise og brancheerfaring med et globalt servicenetværk, der yder support gennem hele udstyrets levetid til kunder verden over.
ME Productions fokus er at skabe driftssikre løsninger med høj oppetid og vedvarende performance inden for den maritime industri og energisektoren.






































