Jul på Knivholt: Mød flere af Knivholts foreninger
Traditionen tro er der i denne weekend julemarked på Knivholt, "Folkets Herregård" på Hjørringvej. Blandt de mange forskellige boder kan gæsterne møde flere af de foreninger, der har deres aktiviteter på Knivholt.
Gæsterne kan blandt andet opleve værkstederne, hvor Smedene og Trædrejerne holder til.
Og der kan købes lækkerier med hjem til julefrokostbordet, når Herregårdenes Bjesk Laug og Knivholt Bilaug, står klar med lidt godt til ganen.
Det er også muligt at møde Slægts- og Lokalhistorisk Forening og Museet Sognefogedgården og høre om deres arbejde med bevaring af Frederikshavns lokalhistorie.
I stuehuset sidder foreningen Kreastedet med deres håndarbejde.
- Kom og få en snak og et kig på, hvad der kreeres på dagen. Her er også mulighed for at købe nogle af de flotte håndarbejder, fortæller formand Jørgen Gull Pedersen, Knivholt Brugerråd.
Han oplyser, at foreningerne meget gerne svarer på spørgsmål fra gæsterne på julemarkedet.
- Har I lyst til at høre mere om foreningerne, skal I endelig tage en snak med medlemmerne, der står klar i de forskellige boder i weekenden, siger Jørgen Gull Pedersen.
Det er desuden altid muligt at finde flere oplysninger om Knivholts mange forskellige foreninger på Knivholts hjemmeside.