Gå til hoved-indhold
06. marts 2026 - kl. 18.03

Kommunal kovending: Der bliver alligevel vælgermøde på Kappelborg

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Kommune har trukket sit forbud mod, at Skagen Byting holder vælgermøde på Kappelborg tilbage. Det oplyser formand for Skagen Byting, Ole Bjerg Lauritzen, i en pressemeddelelse.

Mødet må dog ikke holdes i nogle af de større lokaler - kun biblioteket. Skagen Byting gennemfører dermed vælgermødet som planlagt torsdag 19. marts kl. 19.00.

Tidligere i dag kaldte Kurt Kirkedal fra Skagen det for "det glade vanvid", at kommunen have besluttet, at kulturhuse, biblioteker, folkeskoler og andre offentlige bygninger ikke må bruges til politiske arranngementer.

- Vi er vi ude i, hvad jeg vil kalde angreb mod ytringsfriheden og angreb på de demokratiske spilleregler, der gælder i det danske samfund. Vi bliver til grin i det ganske land, sagde Kurt Kirkedal.

- Nu bruger vi sund fornuft, og der må gerne være vælgermøde på biblioteket på Kappelborg i Skagen, siger borgmester Jon Andersen (V) til TV2 Nord.

Kommunen har besluttet, at der må holdes et valgmøde på biblioteket i Skagen, et på biblioteket i Frederikshavn og et på biblioteket i Sæby.

Vælgermøde torsdag 12. marts
Kom og spørg politikerne: Hvordan skal Danmark se ud i morgen? Hvordan skal Danmark udvikle sig? 
Hvordan sikrer vi gode skoler og ældrepleje og boliger, herunder finansiering, som også i fremtiden gør Frederikshavn Kommune til et attraktivt sted at bo, arbejde og drive virksomhed?

Er kommunaludligningen god nok? Frederikshavn Kommune har mange fritidsboliger - er ejendomsskattefordelingen ligeligt betalt ? Hvor blev nærhospitalerne af?

Torsdag 19. marts kan du stille netop de spørgsmål – og mange flere – direkte til politikerne, når Skagen Byting inviterer til politisk debatmøde.

Aftenen skal give Frederikshavn-kredsens folketingskandidater mulighed for at sætte ord på det, de mener, de og deres parti vil arbejde for.

- Bytinget ønsker at skabe et møde, hvor borgerne mærker, at politik handler om mennesker – om tryghed, trivsel og kvalitet i de tilbud, vi alle er afhængige af, siger Ole Bjerg Lauritzen.

Tilmelding på mail til sekretaer@skagenbyting.dk.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...