Koncert med klassisk, pop, ballet og opera
"LYSE NÆTTER – en sommeraften i Skagen" er titlen på en koncert i Skagen, der både byder på pop, ballet, opera, skuespil og klassisk musik.
Kongelig solodanser Ida Praetorius medvirker med ballet i verdensklasse, sangeren Carl Emil Petersen synger en række af sine velkendte sange, skuespilleren Preben Kristensen fremsiger en sommer-monolog, som forfatteren Jens Christian Grøndahl har skrevet specielt til denne koncert, operasangeren Clara Cecilie Thomsen – årets operanavn på Copenhagen Opera Festival i 2018 - synger arier af Puccini og Gershwin, og Verdensballettens populære musikere – violinisten Niklas Walentin og pianisten Alexander McKenzie - spiller musik af blandt andre Saint-Saëns og Gershwin. Programmet byder også på danske sange.
Der bliver tre forestilliner. Mandag 13. juli kl. 19.00 samt tirsdag 14. juli kl. 16.00 og 19.00 i Engklitten i Gl. Skagen, indgang fra Højensvej 40.
Det sælges 400 billetter til hver koncert. Billetsalget åbner onsdag 17. juni kl. 10.00 på www.billetten.dk. Pladserne er unummererede. Publikum sidder på bænke, og billetprisen er 395 kroner.
- Jeg glæder mig til at præsentere dette lette sommerprogram i Skagen, nu hvor alle de store kultur-events er aflyst. Vi trænger til at mødes omkring kulturen – og med en koncert, der både byder på pop, ballet, opera, skuespil og klassisk musik, kommer vi godt omkring, mener arrangør Jens-Christian Wandt.
Carl Emil er et af de helt store navne fra den rytmiske scene, samtidig har han gennem hele livet haft en tæt tilknytning til Skagen, og mange af hans sange er skrevet i Skagen.
Ida Praetorius skulle have været årets danske hovednavn ved Verdensballetten og kommer nu alligevel til Skagen og danser blandt andet den berømte solo "The Dying Swan".
Preben Kristensen har sommerhus i Tversted og føler sig nært beslægtet med Vendsyssel, og Clara Cecilie Thomsen skulle have været årets operanavn hos Verdensballetten. Akkompagneret af Verdensballettens musikere synger hun blandt andet Summertime og O mio babbino caro.
- Jeg optræder selv i rollen som konferencier – og ja, jeg glæder mig i den grad til at stå på scenen igen, og jeg kan ikke forestille mig bedre rammer end vores elskede Skagen, siger Jens-Christian Wandt.
Koncerten overholder naturligvis myndighedernes restriktioner omkring COVID-19. Det betyder blandt andet afstand mellem publikum, ingen servering på pladsen, ingen pause i forestillingen, og maksimun 400 publikummer pr. koncert.





































