Gå til hoved-indhold
08. juli 2026 - kl. 14.07

Lovens ord vs. praksis i Frederikshavn: Sætter vi reelt "Barnets bedste" først?

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Sofie Nielsen har skrevet dette indlæg: Man taler så smukt om Barnets Lov, som skulle sætte børnene i centrum. Men når virkeligheden rammer sårbare familier i Frederikshavn Kommune, føles paragrafferne som tomme ord. Familier efterlades i klemme i et PPR-system, der tilsyneladende ikke overholder gældende lovgivning.

Tag eksemplet med Julie. Hun er ekstremt præmatur, har epilepsi og viser tegn på neurodivergens. Hun har brug for tryghed, regulering og en tålmodig start. Alligevel skal forældre kæmpe en udmattende kamp mod forvaltningen for at få en skoleudsættelse eller det rette tilbud og støtte.

I Julies tilfælde mødte vi den absurde besked fra PPR, at der ikke kunne laves en pædagogisk-psykologisk vurdering (PPV), fordi hun ikke gik i børnehave. Andre familier spises af med den besked, at en PPV slet ikke kan laves, før barnet starter i skole. Man vil altså konsekvent nægte at udrede sårbare børn, alene fordi de ikke passer i kommunens kasser. Man vil kaste dem uforberedt ud i overstimulering og mistrivsel, før man overhovedet vil vurdere deres behov. Det svarer til at nægte at tjekke bremserne på en bil, før den er kørt galt.

Loven er ellers krystalklar. Det bør borgmester Jon Andersen, Udvalget for Børn, Unge og Familie samt PPR huske:

§ 5 (Barnets bedste): Kommunen skal handle ud fra, hvad der er bedst for barnet på lang sigt.

§ 6 og § 9 (Helhedsvurdering og tidlig indsats): PPR har pligt til at indhente tværfaglig viden og forebygge fejlplacering. At afvise eller udskyde en PPV modarbejder direkte lovens krav om tidlig indsats.

§ 46 (Særlige behov): Der skal ydes støtte, når et barns udvikling risikerer at blive hæmmet.

§ 92 (Forældreinddragelse): Forældrenes unikke viden skal bruges aktivt.

Når man afviser at udrede børn i tide, bryder man med loven. En skoleudsættelse og en rettidig PPV er ikke et luksusønske, men en bunden, lovmæssig opgave.

Kære Jon Andersen og udvalg: Sørg nu for, at jeres forvaltning kan lovgivningen, så kommunens mest sårbare børn får den udredning og tryghed, de har krav på – før de fejl anbringes i et skolesystem eller dagtilbud, de ikke er parate til.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...