Gå til hoved-indhold
27. januar 2026 - kl. 15.01

Lysfest i Abildgård Kirke markerer midvinteren – og at lyset vender tilbage

  • 1 af 1
Af: Peter Marquard

Levende lys, fakler og lyskæder lyser op i vintermørket, når Abildgård Kirke inviterer til lysfest og markerer midvinteren og håbet om lysere dage. Lysfesten finder sted søndag 1. februar kl. 16.00 og samler både børn, unge og voksne til gudstjeneste, lysoptog, musik, kædedans og fællesspisning.

- Lysfesten knytter an til den gamle kyndelmissetradition. Kyndelmisse betyder lysmesse og falder 2. februar  - dagen, hvor man efter gammel folkelig skik sagde, at halvdelen af vinteren var gået. På landet blev dagen fejret med de såkaldte Kjørmes-gilder med suppe, pandekager, flæsk og pølser, netop fordi man kunne ane, at lyset var på vej tilbage, fortæller sognepræst Gurli Møller Andreasen.

I kirkelig tradition markerer kyndelmisse, at Jomfru Maria 40 dage efter Jesu fødsel bar ham frem i templet og viste ham som lyset i mørket. Selvom dagen ikke har været officiel helligdag i folkekirken siden 1770, vælger flere og flere kirker igen at puste liv i traditionen.

Det gør Abildgård Kirke også.

- Vi lever i en tid, hvor meget forandrer sig hurtigt. Derfor kan det være befriende at træde ind i en tradition, som rækker længere tilbage end os selv. Til lysfesten pynter vi kirken op med lys, fordi alle har brug for at mærke, at de lyse dage vender tilbage. Samtidig fejrer vi, at Jesus blev verdens lys. Det er den sammenhæng, lysfesten står i, fortæller sognepræst Gurli Møller Andreasen.

Lysfesten begynder kl. 16.00 med gudstjeneste ved Gurli Møller Andreasen. Kirkens ungdomskor medvirker. Efter gudstjenesten går deltagerne i lysoptog rundt om kirken. Herefter samles alle på græsplænen til sang og fælles kædedans med musik af Thrane og Lilholt. Omkring kl. 17.30 fortsætter festen med fællesspisning i hyggelige rammer med tid til både samvær og fællessang. Arrangementet slutter kl. 18.30.

Lysfester i kirken - ofte afholdt i den mørke vintertid - markerer lysets sejr over mørket gennem stemningsfulde gudstjenester og fællesskab. For Abildgård Kirke handler det også om at skabe en tradition, der giver ro og nærvær i en travl hverdag.

- Vi ønsker at samles om noget konkret og meningsfuldt. Sammen at fejre lysets og forårets komme. Lysfesten er en fællesskabsorienteret begivenhed, der bringer lys ind i vintermørket, siger Gurli Møller Andreasen.

Alle er hjerteligt velkomne. Tilmelding er ikke nødvendig. Prisen for maden er 40 kroner for voksne, mens børn deltager gratis.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...