Mads Moldt har hele tiden været bookmaker-favorit
Mads Moldt fra Åsted ved Frederikshavn er fortsat bookmakernes favorit til fredag aften at vinde X Factor 2022 på TV 2.
Ifølge bookmakerne ligger Mads Moldt, Tina og Kári relativt tæt. Men efter at have fulgt med i liveshows uge efter uge og set, hvem danskerne satser deres penge på, peger både Danske Spil, Unibet og Bet25 på det samme:
16-årige Mads Moldt løber med sejren.
- Vi har haft ham som storfavorit helt fra starten, fordi vi mener, at han har mere "X Factor" end de andre, siger Mathias Reimer Larsen, der sætter odds for Danske Spil, til TV 2.
Bet25's pr-manager, Morten Schroeder, er enig:
- Han har ikke været i farezonen på noget tidspunkt, og så er han en sand entertainer, der både kan synge, rappe og danse. Han indtager scenen med naturlighed, som er han skabt til det.
Når det er sagt, rummer bookmakernes tal dog flere interessante og overraskende iagttagelser.
I år har bookmakerne skullet tage med i deres vurderinger, at både Tina og Kári har formået at genvinde seernes støtte efter at have været i farezonen.
Selvom Kári placeres som den mindst sandsynlige vinder, har den 25-årige færing vist en formidabel evne til at overraske, hvilket gør ham til en "farlig outsider", ifølge Morten Schroeder fra Bet25.
19-årige Tina har – ligesom Mads Moldt – fra starten været spået en plads i finalen af bookmakerne. Det skyldes især hendes overlegne vokalpræstationer i X Factor.
- Tina er den bedste sanger, og vi må huske, at det i sidste ende er et show, som handler om musik. Det, tror vi også, at seerne stemmer efter, siger Mathias Reimer Larsen fra Danske Spil til TV 2.
Ingen er dømt ude på forhånd, og alt kan ske i finalen fredag, hvor seerne bestemmer ultimativt.
Et eksempel, på at X Factor kan overraske, er sæsonen i 2017. Her var 16-årige Chili Pedersen storfavorit, men sejren gik i sidste ende til 26-årige Morten Nørgaard.





































