Gå til hoved-indhold
15. marts 2024 - kl. 11.03

Mads Toghøj modtager Den Danske Folkemusikpris 2024 på Skagen Festival

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Skagen Festival og Spar Nord Fonden uddeler hvert år Den Danske Folkemusikpris i forbindelse med Skagen Festival. Når festivalen finder sted 4.-7. juli 2024 bliver modtageren en sangskriver og musiker, der kender festivalen særdeles godt. 

- Vi har i år valgt at uddele Den Danske Folkemusikpris 2024 til Mads Toghøj, der næsten har fået folkemusikken og Skagen Festival ind med modermælken. Han er født og opvokset i byen, har taget del i områdets musikliv i årtier, først i folkeskolen og senere på egen scene som professionel musiker og sangskriver både solo, som duo og i bandkonstellationer, fortæller formand Jesper Hegaard, Skagen Festival.

Mads Toghøjs evner som historiefortæller, er det, der har været udslagsgivende.

- Mads skriver fra hjertet til hjertet, og hans musik emmer af hans ophav i Skagen.  Han tredje studiealbum, Rødder, er en stor hyldest til barndomsbyen Skagen og de mennesker, der gjorde Mads til det menneske og den sangskriver, han er i dag. Centrum i hyldesten er meget naturligt Mads’ morfar, Thomas Jensen, der under navnet Fisker Thomas gav fiskere og andet godtfolk på havet en musikalsk stemme i 70’erne og 80’erne, fortæller Jesper Hegaard.

Prismodtageren er glad og beæret over prisen.

- Jeg er lidt i chok og meget, meget glad og beæret over prisen. Den havde jeg ikke set komme, og jeg skal lige vænne mig til tanken. Det at spille på Skagen Festival er i sig selv et skulderklap af de store og en døråbner til andre festivaler for rigtigt mange musikere. At få Den Danske Folkemusikpris 2024 på Skagen Festival er noget helt særligt, som jeg vil tage positivt med mig resten af mit liv, siger en glad og overrasket Mads Toghøj.

Han startede i karriere allerede i folkeskolen og musikskolen, og siden da er det gået slag i slag. Hans musikalske hjerte er placeret et sted mellem Nashville og Skagen. Elvis, Cash, country, americana, rock’n’roll og nordjysk folkemusik går op i en højere enhed, når Mads Toghøj går på scenen.

Festivalformand Jesper Hegaard påpeger, at der var flere kandidater i spil til Den Danske Folkemusikpris 2024.

- Mads er en indiskutabel kvalificeret modtager til prisen. Skagen Festival har en forpligtelse til at være en del af den lokale nordjyske musikscene, hvilket man også tydeligt kan se på årets program. Derfor var vi heller ikke i tvivl, da Mads kom op som forslag, påpeger Jesper Hegaard.

Mads Toghøj kan opleves torsdag 4. juli 2024 kl. 19.30 på Havnescenen, hvor optræder med sit band. Der er allerede kæmpe interesse for billetter til denne koncert, og billetter sælges på www.skagenfestival.dk. Mads Toghøj optræder også sammen med vennen og skagboen Chris Andersen som duoen Chris & Mads på Torvescenen torsdag 4. juli 2024 kl. 13.45.

Selve prisuddelingen sker i forbindelse med Festivalsession, lørdag 6. juli 2024 kl. 13.00 på Spar Nord Scenen i Skagen Kultur- & Fritidscenter.

Den Danske Folkemusikpris er blevet uddelt siden 1995 og tidligere modtagere af prisen kan nævnes Lars Lilholt, Allan Olsen, Povl Dissing, Erik Grip, Michael Wiehe, Sebastian og Folkeklubben.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...