Gå til hoved-indhold
09. juli 2026 - kl. 11.07

Midtvejsregulering i Frederikshavn Kommune tegner et klart billede af en solid økonomi

  • 1 af 1
Af  Anders Brandt Sørensen

Gruppeformand Anders Brandt Sørensen (A) har skrevet dette indlæg: 1. juli er altid en spændende dag i de danske kommuner. Det er her, det afgøres, om penge skal flyde den ene eller anden vej mellem staten og den enkelte kommune. Vi har i Frederikshavn Kommune afventet denne dag med spænding. Og der er ovenikøbet sat penge af til at stå imod et eventuelt træk på kassen, hvis penge skal sendes fra kommunekassen til staten.

HELDIGVIS BLEV vores bange anelser gjort til skamme. Vores midtvejsregulering ender på en nettostigning i Frederikshavn Kommunes økonomi på mere end 20 mio. kr. Det er rigtig positivt og følger godt i tråd med det, vi har sagt flere gange: Økonomien i Frederikshavn Kommune er overordentlig god efter mange års hårdt arbejde for en solid økonomi.

Desuden kan vi allerede nu se, at cirka 25 mio. kr. i Arbejdsmarkedsudvalget ikke længere skal bruges til tilbagebetaling til staten i budgettet for i år.

Og ikke nok med det, så havde vi lagt 70 mio. kr. til side til tilbagebetaling til staten svarende til overskuddet i Arbejdsmarkedsudvalget i 2025 – vi skal kun bruge det halve, nemlig cirka 35 mio. kr til efterregulering af bloktilskuddet for 2027.

Det er derfor nu tid til, at det skal afspejle sig i velfærden hos os, der bor i kommunen. Det er trods alt en kommunes vigtigste opgave: at sørge for alle de mennesker, som har brug for det.

I Socialdemokratiet foreslår vi derfor, at der afsættes 10 mio. kr. til bedre bemanding på plejecentrene og i hjemmeplejen. Fordi det er det, der skal til: flere kolleger til alle de dygtige mennesker, der i forvejen arbejder i kommunen.

Desuden foreslår vi, at familieområdet permanent løsrives økonomisk fra det resterende børne- og ungdomsområde. Og så skal der øremærkes 8 mio. kr. til forebyggende indsatser, som kan nedbringe behovet for anbringelser og i det hele taget skabe bedre muligheder for at hjælpe de børn og familier, som har brug for en ekstra indsats. Desuden skal vi opjustere antallet af medarbejdere i vores skoler. Vi ved, at to voksne i undervisningen virker. Det skal vi have mere af.

Og så skal vi have et børne- og ungetilbud i fritiden i HELE kommunen. Et tilbud med store ambitioner om at skabe gode relationer mellem unge og værdifulde voksne. Vi skal ikke lukke ned, men i stedet sikre et godt og udviklende sted at være barn og ung.

Det er samtidig også opskriften på at blive flere. Hvis vi, der bor her, oplever en god kommune, som interesserer sig for at skabe en god hverdag for alle, så vil det også blive mere attraktivt at bo her.

Så vi opfordrer hele byrådet til at glæde sig over en midtvejsregulering, som stråler om kap med solen.

Hele opgørelsen fra Økonomiministeriet kan læses her.

Regnskabet for 2025 kan læses her.

Budgettet for Arbejdsmarkedsudvalget for 2026 kan læses her (side 85 og frem).

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...