Museet Sognefogedgården får kendt spøgelsesjæger som ambassadør
Museet Sognefogedgården i Frederikshavn får den kendte spøgelsesjæger Mikkel Egelund fra Frederikshavn som ambassadør. I skolernes sommerferie byder museet således på mordmysterium og sensationelle oldtidsfund.
Der bliver både plads til gys, grin og spændende historie, når Museet Sognefogedgården åbner dørene til en sommer med særlige arrangementer, en ny udstilling om Frederikshavn-egnens fascinerende oldtid og besøg af museets nye ambassadør.
Museet Sognefogedgården har på få år udviklet sig til en markant kulturattraktion. Sidste år blev museet placeret på en delt 11. plads blandt Danmarks bedste museer i en landsdækkende vurdering, og i år byder museet på endnu flere oplevelser for både børn, voksne og bedsteforældre.
Søndag 14. juni gæster den kendte spøgelsesjæger, tv-vært, Youtuber og forfatter Mikkel Egelund museet. Samtidig markeres det, at Mikkel Egelund er blevet ambassadør for Museet Sognefogedgården.
Mikkel Egelund har gennem årene besøgt nogle af Danmarks mest hjemsøgte steder – og Sognefogedgården har også flere gange været blandt destinationerne.
Fra klokken 13.00 vil gæsterne kunne møde ham i laden, få en autograf, tage en selfie eller få en snak om det overnaturlige. Måske har han også et par historier med i bagagen.
Børn er meget velkomne sammen med deres forældre eller andre voksne.
Entré for voksne er 50 kroner.
Bedsteforældrene slippes løs
Søndag 21. juni er det til gengæld bedsteforældrene, der er i centrum. På Sognefogedgården er der denne dag gratis entré for bedsteforældre, når de kommer sammen med mindst ét barnebarn.
Museet håber på en hyggelig dag, hvor generationerne kan opleve historien sammen, mens bedsteforældrene fortæller deres egne historier fra dengang, de selv var børn.
Kaffe og kage kan købes, og hele overskuddet går denne dag ubeskåret til Red Barnets Oplevelsesklub Frederikshavn.
Et landskab skabt af is og fund, der vakte opsigt langt uden for Vendsyssel
I skolernes sommerferie og hele august kan gæsterne opleve årets særudstilling, som tager udgangspunkt i det landskab, vi ser omkring os hver dag, men som blev skabt af enorme ismasser for tusindvis af år siden.
Udstillingen fortæller historien om, hvordan istiden formede området omkring Frederikshavn, og hvordan mennesker siden slog sig ned i landskabet.
Gæsterne kan blandt andet opleve et af Danmarks største depotfund, som findes på Museet Sognefogedgården, og læse historien om Strandbyskatten – et fund så bemærkelsesværdigt, at det var med til at ændre den hidtidige opfattelse af historien.
Mord, mysterier og gamle hemmeligheder
For børn og familier vil der i samme periode være mulighed for at hjælpe med at opklare et spændende mordmysterie, der foregår på Sognefogedgården i 1920'erne. Her er gårdens tidligere beboere hovedpersonerne, og gæsterne skal følge spor, afhøre mistænkte og forsøge at finde frem til gerningsmanden.
Mordmysteriet er frit opdigtet og har ikke fundet sted i virkeligheden. Men det tager udgangspunkt i livet på gården og dens mange historier. Det tætteste, man kommer på virkelighedens drama, er den tragiske hændelse fra 1843, som i sin tid var med til at vække Mikkel Egelunds interesse for Sognefogedgården og de historier, der knytter sig til stedet.
Fra landskabet til oldtidsfundene
Som en del af særudstillingen samarbejder Sognefogedgården med Vendsyssel Historiske Museum i Hjørring.
Besøgende, der har købt billet til særudstillingen på Sognefogedgården, får 20 procent rabat på entréen til Vendsyssel Historiske Museum ved fremvisning af billetten. Tilsvarende får gæster fra Vendsyssel Historiske Museum rabat ved besøg på Sognefogedgården.
Tanken bag samarbejdet er at inspirere gæsterne til både at opleve landskabet ude i naturen og derefter tage til Hjørring for at se nogle af områdets spektakulære oldtidsfund i virkeligheden.
I løbet af sommeren holder Erik S. Christensen tre foredrag om Frederikshavn-egnens oldtid med udgangspunkt i særudstillingen.
Museet Sognefogedgården har åbent tirsdag, torsdag og søndag klokken 12.00-16.00 frem til 30. august.




































