Musikken, fællesskabet og havet skabte en magisk sommeraften på Strandby Havn
Der var næsten postkortstemning på Strandby Havn torsdag aften. Solen skinnede fra en skyfri himmel, havet lå næsten spejlblankt, og de mange lystbåde og fiskekuttere skabte en smuk maritim kulisse, da Fællesvirke Strandby for tredje år i træk inviterede til den populære Alsang på Kajen.
Arrangementet blev en kæmpe succes, og mere end 350 sommerglade mennesker – både lokale borgere og turister – fyldte kajen for at opleve en aften med fællessang, musik, fællesskab og ægte sommerstemning.
Inden koncerten var der arrangeret et lækkert Rejegilde – Pil-selv-rejer ad libitum, hvor mere end 100 gæster benyttede sig af tilbuddet. De lange borde var fyldt med glade mennesker, der nød de friske rejer, det gode selskab og udsigten over havnen, inden aftenens musikalske oplevelse begyndte.
Da Den Unikke Trio – Tina Siel, Tine Lilholt og Knud-Erik Thrane – indtog scenen, var forventningerne store. Som traditionen byder, fik alle deltagere udleveret et sanghæfte, så publikum kunne synge med på de mange fællessange, der er en helt central del af alsangsaftenerne.
Den første sang var den lokale og meget smukke "Strandby i mit hjerte", som straks satte den helt rigtige stemning. Sangen bygger på den svenske klassiker "Stockholm i mitt hjärta", men Tina Siel har skrevet en dansk tekst, som på smukkeste vis hylder Strandby, havnen, havet og fællesskabet. Allerede fra de første toner var publikum med, og så var festen for alvor i gang.
Aftenen bød efterfølgende på et imponerende repertoire af sange, som ramte publikum lige i hjertet. "Forårsdag", "De nære ting", "What a Wonderful World", "Sommer og sol", "Åbent landskab", "Lyse nætter" og "Under stjernerne på himlen" var blot nogle af de melodier, som skabte fællesskab og sangglæde.
Derudover blev publikum forkælet med flere andre elskede danske, norske, svenske og internationale klassikere, som fik de mange sanghæfter flittigt i brug. Fra første til sidste række blev der sunget med, klappet i takt og smilet til hinanden. Det var tydeligt, at alsang handler om langt mere end musik – det handler om fællesskab.
Mellem de enkelte sange bandt Tina Siel koncerten smukt sammen med små kommentarer, personlige historier og lune anekdoter om sangenes tilblivelse og betydning. De små fortællinger skabte en nærværende og afslappet stemning, som gjorde koncerten endnu mere levende og personlig. Samtidig satte Tine Lilholts smukke fløjtespil og Knud-Erik Thranes sikre musikalske ledsagelse prikken over i'et og løftede koncerten til et meget højt niveau.
Et af aftenens mest rørende øjeblikke var synet af flere beboere fra Plejehjemmet Strandgården, som med hjælp fra deres pårørende havde taget turen ned på kajen for at være med. Det var fantastisk at opleve, hvordan de sang med på fællessangene side om side med de øvrige gæster. Smilene, sangglæden og det varme fællesskab viste med al tydelighed, at musik kan samle mennesker på tværs af generationer og livssituationer.
Scenen var smukt placeret med Strandby Havn som en enestående kulisse. De mange lystbåde og fiskekuttere skabte en autentisk maritim atmosfære, og under koncerten kunne publikum både se og høre fiskekutterne tøffe ud af havnen på vej mod nattens fiskeri. Det gav en helt særlig oplevelse og mindede alle om, at Strandby fortsat er et levende fiskersamfund, hvor havet er en naturlig del af hverdagen.
I pausen mellem første og andet sæt gik Peter Stokbro Larsen fra Fællesvirke Strandby på scenen for at takke de mange fremmødte for den imponerende opbakning. Han glædede sig over, at så mange – både lokale og turister – havde valgt at bruge deres sommeraften på havnen. Han takkede også alle de frivillige, for uden dem, var der ikke sådan et arrangement i Strandby. Han kunne samtidig fortælle den glædelige nyhed, at arrangementet har modtaget en flot donation fra Roblon Fonden, som er med til at sikre, at alsangstraditionen kan fortsætte.
Desuden afslørede han, at næste Alsang på Kajan, som finder sted torsdag 30. juli, igen indledes med Rejegilde - pil-selv-rejer ad libitum. Den nyhed blev modtaget med stor begejstring og et stort bifald fra publikum, og man kan allerede nu tilmelde sig via dette link.
Da koncerten nærmede sig sin afslutning, ville publikum ganske enkelt ikke lade trioen gå. Det lange og varme bifald udløste et ekstranummer, og trioen rundede aftenen af med ABBA-klassikeren "Thank You for the Music". Det blev en smuk og meget passende afslutning på en aften, hvor musikken havde været omdrejningspunktet for fællesskab, nærvær og livsglæde. Hele kajen sang med én sidste gang, inden Den Unikke Trio blev sendt af scenen med stående bifald.









































