Når prinsessen i glassko råber op om ligestilling – og får særbehandling ud af munden
Bjarne B. Madsen, der stillede op til kommunalvalget for Det Konservative Folkeparti, har skrevet dette indlæg: Der findes to slags eventyr: Dem med magiske skove – og dem, der udspiller sig i Frederikshavn, når debatten løber løbsk.
I sit læserbrev uddeler Hanne Albæk royale roller til Økonomiudvalget, som hun får beskrevet som “syv små dværge uden Snehvide”. Men midt i alle de dramatiske billeder glemmer hun én lille detalje:
Hvad er det egentlig, hun kæmper for? Ligestilling – eller særbehandling?
For når man selv leder et netværk, hvor man kun kan deltage, hvis man passer ind i en bestemt skabelon – lad os kalde det glassko-modellen – så bliver det en anelse komisk at kaste sten efter andre for ikke at være inkluderende nok. Glassko er jo flotte, men de har en tendens til at sprække, når man bruger dem som kasteskyts.
Hanne beskriver kommunens folkevalgte på en måde, der mest af alt lyder som et forsøg på at skabe et skarpt skel mellem “os, der har forstået verden”, og “dem, der famler i mørket”. Men hvis man virkelig ønsker ligestilling, kræver det, at man også møder dem, man er uenig med, i øjenhøjde – ikke fra et balkonrækværk på eget slot.
Det rejser et helt enkelt spørgsmål: Er målet, at alle skal have lige muligheder? Eller er målet, at nogle skal have særlige rammer, særlige netværk og særlige titler – og så kalde det ligestilling, når man selv står centralt i rampelyset?
For ligestilling handler ikke om at uddele eventyrroller efter temperament. Det handler om at skabe plads til forskellige kompetencer, forskellige baggrunde og forskellige stemmer – også når de stemmer sidder i Økonomiudvalget og træffer beslutninger, som måske ikke passer ind i den royale fortælling.
Derfor bliver det lidt svært at tage kritikken helt alvorligt, når den kommer fra nogen, der selv har oprettet et fællesskab, hvor døren ikke står på vid gab, men snarere på klem, og kun åbner sig, hvis man kan fremvise en passende størrelse glassko og et CV med den rette glans.
Så ja – lad os gerne tale om ligestilling. Men lad os tale om ægte ligestilling. Ikke om særbehandling forklædt som empowerment, eller eksklusivitet forklædt som fællesskab.
For hvis man virkelig vil gøre op med skævvridning, så må man begynde med at kigge på, om ens eget spejl i slotsgemakket viser en ligestiller – eller en prinsesse, der selv står midt i et glashus og har fået overbevist sig selv om, at sten kun flyver den ene vej.
Lad os træde ud af eventyret og ind i virkeligheden: Ligestilling handler om lige muligheder – ikke om særlige privilegier for nogle, mens andre bliver reduceret til bibelskabninger i et kommunalt folkeeventyr.




































